Jeg har haft en god løbeuge både i løbeskoene og i “det rundt om”. Det trængte jeg også til ovenpå uge 5, som var stram. Jeg var øm i benene helt frem til torsdag oven på lørdagens hammertrail. Og to af min lederkolleger sagde op på arbejdet og jeg syntes godt nok at luften gik noget af ballonen…
Det hjalp på humøret med en weekend i sommerhuset, hvor jeg fik løbet halvmarathon lørdag og 16-17 km søndag. Så jeg fik løbet februar måneds halvmarathon i smukke og velkendte omgivelser. Og fik parkeret en lorte-arbejdsuge… Februars Marathon er i Thy om nogle uger.

Jeg løb til og fra job både tirsdag og torsdag og er lidt foran på dagsgennemsnittet på 8.2 km pr dag i 2023, hvis jeg skal nå 3000 km i år. Det er en ret vild udfordring kan jeg mærke, og jeg motiveres af den: kan jeg klare både 12 x halvmarathon og 12 x Marathon/ultraløb og også nå de 3000 km? Jeg skal ikke blive skadet eller syg før det ret hurtigt går i vasken. Solopgangene er skønne for tiden og de fås ikke bedre end i løbesko.

Ugen blev krydret af et foredrag med løber og træner Jesper Kenn Olsen, som har løbet rundt om jorden to gange! Først den ene vej rundt (horisontalt) og derefter den anden (vertikalt). Han er vist stadig det eneste menneske, der har præsteret det. Han har skrevet bøger om begge ture og jeg har læst dem begge. Turene på henholdsvis 26.000 og 33.000 km på samlet ca 6 år er en helt vanvittig bedrift med 20-75 km pr dag mange af dagene med babyjogger og telt og ellers med følgebil i de stræk, hvor der ikke kunne køres eller hvor der skulle mere vand til end der kunne være i joggeren fx igennem ørken.

Jespers lille motto “løb er den korteste afstand mellem to mennesker” fik mig til at tænke på alle de åbenhjertige og hudløst ærlige snakke jeg har haft med vildt fremmede mennesker under løb og han har virkelig ret. Løb kan noget, når hjerterytmen og løberytmen bliver synkroniseret mellem to for hinanden ukendte mennesker og der bygges bro om det vi mødes om: løb.
Jesper har i fem år været træner for ultralandsholdet og træner også en lille håndfuld af de løbere jeg ofte møder. Han stod i alle 11-12 timer og delte hep ud til Viborg 100 i sommervarmen og jeg fik på alle 17 omgange en anerkendende kommentar med på vejen. Et meget dedikeret løbemenneske!

Jeg fandt mit gode arbejdshumør igen i ugen der er gået, nu må vi se fremad. Det gjorde heller ikke noget at skiferien stod for døren. I dag har vi haft en langsom lørdag med oprydning, rengøring og pakkenelliker. Og nu er vi kørt sydpå. Arbejdspc bliver hjemme og mailen er slået fra på telefonen. Jeg nåede også 15 km i skoven med sol på snuden. Total klar til at komme ned til høj sol i sneen. Vejrudsigten siger “kaiserwetter”! Bis Bald…