Sådan en ultra lørdag, med ultra godt vejr og ultra godt selskab og uldsokker i løbeskoene, er da bare klasse! Jeg var, ærlig snak, ret spændt på hvordan det ville gå i dag med så få lange løbeture de seneste måneder, og det startede da også tungt, men sluttede hæderligt: dagen bød på fede rammer og varmt vejr til UTOC.
Vækkeuret ringede 4.30 (!) og kl. 5.15 hentede min nye løbeven Claus mig inkl.2 stk ready kørekaffe. Jeg gabte hele vejen til Rørvig, efter en sløj nattesøvn, præcis som traditionen foreskriver, når jeg skal være i gang i mange hede timer. Jeg lærte Claus at kende til Flådeegene Marathon i Virum, og jeg synes, det er så fedt at skabe nye kontakter i både TRI og ULTRA miljøet. Det var mig, der tilbød Claus et løbenummer, da Tanja havde sit i overskud og han var frisk, selvom han lige har løbet ultraløb i Østrig.
Vi ankom i fin tid i Rørvig kl. 6.15, tidsnok til “1. aftisning” før afgang i bus videre mod Odden 6.45 🙂
Bussen til Odden tog en god halv time, og der var god tid til de traditionelle 2.-5. aftisning før løbet startede. Jeg fatter ikke, hvordan det kan lade sig gøre at tisse så meget – bevares, ja jeg drikker da mere end jeg plejer, særligt når jeg ved at det bliver varmt, men stadig: jeg må have verdens mindste blære.
På billedet bag mig, kan man se hvor Korshage i periferien, som er den pynt, vi skulle uden om før det sidste stykke mod Rørvig.
Claus blev i bussen som en sidste for at holde på varmen i det kølige morgenvejr, før starten gik kl. 8.15.
Vi var 41 løbere i bussen mod Odden, men kun 32 kom i mål. De første 9 udgik, så vidt jeg fik at vide på de første 10 km, som var præget af absurd mange rullesten langs kysten. Det var svært at opretholde reelt løb uden at anklerne vaklede mere end jeg havde trænet til. Efter de første 10 km tvivlede jeg faktisk også på egne evner ift hvor hårdt dagens løb ville blive… Det blev heldigvis lettere.
Claus og hans ven Lars var hurtigt kommet en del foran. De havde bedre ben på rullestenene, hvor jeg valgte at gå for at spare mig til senere på dagen. Så jeg måtte klare mig så godt jeg kunne.
I relativt lange stræk løb vi i skift mellem fint og groft sand og sten. Det gjaldt om at finde en sti, der ikke skred for meget ud under hver fod der blev sat.
Jeg havde downloadet ruten til mit ur, og det talte ned km for km mod mål. Jeg syntes, det stod på 33 km for evigt! Vi havde ikke engang løbet 20 km og jeg havde det stramt. Pyha!
Lige før 20 km var der en seriøs stigning, hvor vi måtte kravle opad. Jeg var sgu nervøs for at falde bagover, jeg havde ikke helt balancen oven på alle de sten. Men det gik – op til en flot udsigt.
Det gik super godt med den væskeblære jeg havde på ryggen for første gang foruden min to vandflasker. Det var nemt og Claus gav mig tricket så det ikke skvulper. Man skal vende blæren på ryggen over hovedhøjde og suge luften ud af slangen. Jeg havde vand nok med og måtte kun fylde op i den ene flaske en enkelt gang.
Varmen tog seriøst til, og jeg begyndte at trænge til at blive skyllet. Vi havde vores egne drikkevarer med – i veste, og der var 4 depoter, så jeg var nøjsom med vandet og brugte det ikke til at hælde ud over mig, selvom jeg virkelig havde lyst. Da vi havde rundet +20 km var der endelig en badebro og jeg lokkede en medløber (jeg fandt senere ud af, at han hed Patrick) med i havet med al tøjet på. Vi tog blot sko og vores veste af. Det var vidunderligt at blive afkølet og løbe videre i det våde tøj som kølede mange km fremad. Patrick løb i øvrigt med en 10 kg tung blyvest, fordi han træner op til en vigtig boksekamp.
Det gik videre op langs kysten, og der kom flere og flere badegæster til. Mange spurgte os hvor langt vi skulle løbe. Det var en fornøjelse at passere alle sommerhusene og følge lidt med i generationers forskellige måder at være sammen på. Der blev solbadet, spist is, dikke-dikket med nye babyer og spillet kroket og drukket rose. Jeg fulgtes med Patrick, og vi blev i tvivl om, vi var på rette vej, eftersom der ikke var mange afmærkningsflag i sandet. Vi zigzaggede mellem klitterne, og det var først, da en hundelufter sagde, at vi var på rette vej, at vi bare fortsatte. Efter ca. 30 km var der et spontant “Sunlolly og solcreme depot” på stranden, og det var virkelig kærkomment for jeg have ikke fået smurt mig ind. Mens jeg spiste en Mango Sunlolly var den søde depotholder så sød at smøre mine skuldre ind. Ren lykke!
Ved det næstsidste depot fik jeg at vide, at jeg var nr. 29 ud af 31. Jeg var heldigvis ligeglad og tog mig tid til at tale med de frivillige fra SIND, som der blev samlet ind til i dag. Der var ca. 17 km tilbage og nu kom der først et varmt stykke med strandstier i fyrretræsområdet (jeg elsker duften af fyrretræer i varmen), dernæst skulle vi ind imellem træerne og løbe på stier af fyrrenåle i skyggen. Med fyrrenåle kommer også de flotte myretuer…
I skoven var jeg begyndt at indhente flere af de andre som ellers lå langt foran mig. Jeg fik hentet 8-9 stk.
Vi løb et ca. 5 km stykke mellem træerne, og jeg blev lidt rundtosset ift retning, fordi der var mange passager ned, op og under stammer og i tæt terræn. Single track.
Ved det sidste depot, som lå ved Korshage hentede jeg Claus, som var alene og presset. Han havde svært ved at trække vejret. Vi sludrede kort, jeg drak så meget jeg kunne af en iskold Faxe Kondi og smed isterninger ned af ryggen og i nakken. Nu manglede jeg kun ca. 5-6 km. Det lyder jo af ingenting, men de var ikke lette. Jeg havde undervejs skrevet lidt med Mark om hvad tid, han skulle hente mig i Rørvig (hvorfra vi skulle videre til Havnsø) og jeg troede det kunne tage en halv times tid.
Men AK og VE sådan gik det ikke. Det sidste stræk var i sand med meget svampet, størknet tang som det var svært at gennemskue, om man ville træde igennem som en kokasse eller kunne løbe på. Patrick og jeg løb igen sammen det sidste stykke, hvor badegæsterne ved Rørvig lå tæt side om side med græssende køer og paddleboards.
Jeg skulle også lige sige hej til en smuk Islandsk fårehund 1.5 km før mål. Der skal være plads til både havbad og hundemøs.
Da vi kom i mål, var der gratis grillmad og øl. Hygge på plænen, mens jeg ventede på at Claus kom i mål og Mark og Balder kom for at hente mig. Min tid blev 6.29.03 og jeg slutter som nr. 20 ud af 32. Jeg blev nr 5 ud af 7 kvinder, så jeg fik hentet nogle pladser til sidst 🙂
Da Claus kom i mål, var han sløj. Han skulle bruge lidt kræfter på at sunde sig. Mark og Balder hentede mig og vi kørte mod sommerhuset, mens jeg våd af sved, saltet og begyndende øm sundede mig over hvor smuk, varm og mega fed en dag det har været. Man når mange forskellige tanker og stadier igennem på sådan en dag, og møder nye gode mennesker som har interessante livshistorier.
Jeg vil gerne løbe UTOC igen – så flot udsigt over hav og land skal man lede længe efter og arrangørerne har fat i den virkelig lange ende hvad angår rammerne, det praktiske, forplejningen, ruteafmærkningen mm. I’ll be back!
MIAthlon 