Hvad skal jeg kalde dette indlæg?

Advarsel: Dette indlæg bliver altså lidt i øst og vest. Jeg har ikke skrevet så meget denne sommer, så der kommer lidt om sommerferie, lidt om en amputeret sportsidentitet, lidt aktuelt om træningen og ny klub og lidt om overvejelser om næste sæson.

Sommeren 2020 har naturligvis også hos os været anderledes end først planlagt: Coronaen satte dagsordenen: Lucca i Italien blev skiftet ud med Løkken, 3 halve distancer konverteret til månedlige sociale marathonløb, kælderen er nærmest totalrenoveret og der er røget 3 kg ekstra på kroppen. Mark e syg af Borelia og det lægger en vis dæmper på vores udadvendthed her de sidste dage af vores fælles ferie. Ferien har været god, men er også gledet underligt sammen med en lang hjemsendelse.

Træningsmæssigt holder jeg mig i gang, men kan godt mærke (og se) at jeg er blevet lidt tungere. I mandags deltog jeg for første gang i ALOT intervaller – tænk at der skulle gå næsten 6 år i klubben før det kunne passe med en mandag. Mandag har ofte været min træningsfri dag, men det er ikke sidste gang jeg skal afsted til det. Vi var en lille ferie-skare, og det var piv hårdt, men det er det der rykker frem mod de få af efterårets løb, der rent faktisk afvikles og som jeg stiller op i.

I fredags kom jeg endelig i havet igen efter 3 ugers “pause”. Jeg har ikke haft våddragt med til Løkken og den dragt, jeg har liggende permanent i Havnsø, blev heller ikke luftet – dels pga vejret og dels pga andre (fødselsdags)planer. Cyklen har også holdt stille i knap 3 uger, så da lørdagen endelig bød på en mulighed med Hr. og Fru Vendt, var det fedt at komme afsted. Arreseø rundt-turen skulle bare have været en rolig 110 km tur på 3-4 timer, men blev til en 6 timers tur med adskillige stop bla. i Tisvilde.

Det er altid en udsøgt fornøjelse at køre med dette unikke ægtepar, som sørger for enorm god underholdning undervejs… Det kan jo være svært både at finde vej og kommunikere med hinanden OG spise lakridspibe uden af få tæsk ved Harald Skrald at de lokale i Hillerød. Turen endte på lige over 140 km. Alligevel en slat, når der går uger imellem mine cykelture – den distance minder jo helt om Ironman træning!

I ALOTs Challenge om at løbe/gå 2020 eller 1010 km i 2020 er jeg meget godt med. Jeg har sat mig for at gøre begge dele: både løbe 2020 og gå 1010 km altså i alt 3030. Jeg har løbet 1514 km og gået 793 km på årets første 7 mdr. Jeg løber 40-50 km om ugen og går dagligt 4-5 km med hunden. Jeg er ikke hurtigt løbende for tiden. Det skal jeg nok blive frem mod efteråret.

Jeg har tidligere skrevet om den identitet, jeg finder i mit sportsliv: først som løber og sidenhen som triatlet. Identiteten lidt svækket i øjeblikket når der ikke er så meget at træne frem mod og er i høj grad blevet formet i mit medlemsskab af ALOT og af al den erfaring klubkammierne har givet videre til mig igennem tiden.

Nu er jeg selv blevet en mere erfaren rotte og kan mærke at tankerne om næste sæson begynder at mase sig på. De sidste par år har jeg svømmet med Triton og primært cyklet ture, vi har arrangeret selv – uden om ALOT. Lige børn leger bedst siger man, og vi er ikke så mange i ALOT, der har samme ambitioner – om de lange distancer eller mere specielle ting. Derfor har jeg nu også meldt mig ind i Herlev Tri og Motion (HTM)- for at lade mig inspirere og måske også få nye legekammerater med de samme mål som mig.

Det føles lidt som at forråde ALOT – selvom jeg ikke har nogle som helst tanker om forlade min første klub. Jeg er bare begge steder for at se, hvad denne kombination kan.

Jeg troede egentlig ikke, jeg havde lyst til at køre en hel Ironman igen allerede i 2021, men denne amputerede sæson, hvor det hele har flydt og ikke været så struktureret, har gjort at jeg hungrer efter træningsplan og struktur igen. I de her dage for et år siden var det hele kørt i stilling til Ironman Cph efter en sommer med heftig sygdom. Når jeg tænker tilbage på de dage – i en sæson hvor vi slet ikke har haft tri stævner- kan jeg næste ikke vente med at komme i gang. Lige nu overvejer jeg om jeg skal forsøge at få billet til noget helt andet end jeg har prøvet før: Ironman i Nice, hvor cyklingen er i bjergene og løbeturen meget varm. Den ligger allerede 13. juni, hvor jeg egentlig også har billet til Challenge Herning, men det skal overvejes og ikke mindst tales igennem med Mark. Det er en belastning for familien, når det står på.

Hvis jeg skal til Nice, er jeg jo også “nødt til” at tage en tur til Mallorca og cykle bjerge i april og så bliver det pludselig en halvdyr fornøjelse med to ture udenlands. Åh ja, drømme er der nok af… (Men kan vi overhovedet rejse frit til foråret med Coronaen?)

Om få dage starter hverdagen igen – den ligner nok lidt mere den hverdag, vi plejer end den fra foråret: jeg glæder mig til at skulle ud af døren hver morgen igen og rent faktisk møde op på arbejde. Liva rejser afsted på efterskole på søndag, genoprejst og glad igen efter et hårdt forår. Carla skal starte i 9. klasse og spille fodbold med U16 Elite pigerne i Brøndby – 4 træninger om ugen. Ikke så meget pis. Vi må i gang igen.

One thought on “Hvad skal jeg kalde dette indlæg?

  1. Ih, det bliver spændende med efterskole!
    Dine piger er bare så seje og dejlige. Ikke så mærkeligt med dig som mor 😘

    Like

Skriv et svar til ML Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s