Identitet som triatlet?

I denne sommer, hvor duften af nyslået græs helt er forsvundet med hedebølgens indtog, har jeg funderet lidt. Det sker jo ind imellem :-). I de her dage er det 4 år siden, jeg deltog i mit første lille triatlonstævne til Brøndby Kvindetri i 2014 i silende regnvejr på en lånt cykel fra 1980’erne, hvor jeg svømmede og cyklede i mit løbetøj. Jeg havde aldrig svømmet i hav, jeg cyklede til og fra arbejde som transport og min identitet lå i løb, som jeg havde dyrket i 13 år.

img_2611

Få uger efter Brøndby Kvindetri havde jeg tilmeldt mig Øresund Triatlon sommeren efter (2015), som var en ½ “Ironman”, og jeg var nødt til at købe en cykel og en våddragt og overveje, hvad jeg skulle gøre mere målrettet med min træning frem mod mit ambitiøse mål. Jeg havde løbet mange halvmarathon og 5-6 marathonløb på det tidspunkt, så jeg var godt klar over, at der skulle trænes for at få en god oplevelse.

Heldigvis blev jeg lidt tilfældigt medlem af ALOT, og det har været afgørende for mit sociale – og træningsliv i den tid, der er gået. Min svømmetræning blev sat i system og jeg ANEDE ikke, at jeg som voksen kunne blive så glad for et fællesskab. Jeg havde altid trænet alene – og nydt pausen fra hverdagstrommerommen og mit eget selskab. Pludselig opdagede jeg, hvor fedt det er at træne med andre. Læs mere i nogle af mine allerførste dagbogsindlæg på MIAthlon:  Tilbageblik på de sidste 9 måneder og Juni – de første mål er nået. (Lidt sjov læsning; min måde at skrive på har også ændret sig :-))

På et eller andet tidspunkt i de år, der er gået, er jeg begyndt at opfatte mig selv som triatlet. I starten var jeg “en løber, der prøvede kræfter med TRI”. Jeg famlede og fumlede med alt, hvad jeg foretog mig og læringskurven var stejl: hvad enten det var køb af udstyr, at finde stævner, jeg kunne tilmelde mig, hvordan jeg skifter mellem de tre discipliner eller bare det at lære at køre med klikpedaler! Hold nu op, jeg var grøn og jeg sugede alt, hvad der blev sagt i saunaen efter svøm om træningsmængde, udstyr, teknik og stævner til mig som en svamp! Jeg blev helt klart “formet” af, hvad de andre i ALOT gjorde og spejlede mig i mine klubkammerater og tænkte, om jeg mon også blev sådan en dag 🙂

Jeg har altid haft høje ambitioner i de ting, jeg kaster mig ud i. Jeg topmotiveres af at opleve, hvor langt jeg kan drive det. Og jeg er vant til at klare mig godt. Jeg har tendens til at grave mig ned, hvis jeg ikke fokuserer på, at det går ikke! Jeg må dog sande, at jeg ER triatlet nu, mere end jeg var løber i sin tid.

Jeg kan mærke denne langsomme identitetsforandring på flere måder:

  • Min omverden betragter mig som triatlet, og det er oftest det, man spørger til, når man møder mig: “Har du nogle nye races i kalenderen? Hvordan gik stævnet? Hvor meget har du trænet i dag?”. I “gamle dage” var det mit arbejde, pigernes trivsel, sommerhusbyggeri eller den slags, der blev spurgt til. Det bliver der først efterfølgende spurgt til nu 🙂 Jeg er blevet synonym med min sport.
  • Jeg vil gerne tale om TRI, men balancerer konstant i, hvor meget jeg gør det. Nogle gange vil jeg hellere tale om TRI end om mit arbejde! (som jeg ellers også finder både interessant og vigtigt). Men efterhånden finder jeg mere identitet i min sport end i mit arbejde. Jeg taler mest om TRI med klubkammerater eller med dem, som spørger. Jeg har dog altid lyst til at fortælle om det, og må ofte holde igen. Det er jo nok ikke interessant for alle i mit nærvær!
  • Jeg tænker meget på træning og på de næste stævner, jeg skal deltage i og jeg glæder mig stort set altid til at skulle træne eller race. Jeg bliver så glad i låget af det. Får enorm energi. Elsker følelsen af flow, mens jeg er i det.
  • Der går sport i at få logistikken til at gå op: med to meget aktive sportspiger, Marks fodbold og skæve arbejdstider, en lækker hund, der skal gås gode ture med og et gammelt hus, der skal passes, så må der ofte prioriteres og ændres i planerne.
  • Jeg tager mig selv i at følge med i andre triatleters præstationer: følger nogle stykker – pro og semipro – på Instagram og Facebook. Liker en del, når det handler om TRI, og følger sågar med på IRONMAN trackeren (en app), når klubkammerater eller danske PRO-atleter er i vælten rundt om i verden. KONA night er også blevet sneget ind på matriklen – selvom det kun er mig der ser det 🙂
  • Jeg elsker at heppe og tager gerne turen og bruger tiden på at bakke andre atleter op.
  • Mængden af sportsvasketøj er vokset enormt og fylder vel 70% af vasketøjsmængden. Ergo må det være et tegn på at jeg træner mere…
  • Det flyder med cykeldimser, neoprenlim, næseklemmer, nye og brugte cykelflasker overalt – også i min stue, hvor cyklen ofte er parkeret op af klaveret og der hænger brugt træningstøj til tørre og damper af :-S

For mig handler det også om, hvilken historie jeg gerne vil fortælle om mig selv. Jeg er (blevet) sådan en, der dyrker TRI, swimrun og løb. Før i tiden var jeg noget andet: karrierekvinde, mor, nybygger osv. Forleden sagde en kær klubkammerat det på en fin måde: Hvis ikke jeg var triatlet og laver Ironman, hvad og hvem er jeg så…?

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s