Jeg sidder med et glas rosé i sofaen efter en varm dag udendørs oven på mit 12. Marathon d. 13. Maj. Det er bare to uger siden, jeg løb Hamborg Marathon i min til dato bedste tid og i dag lå jeg længe til en endnu bedre PR, men tabte det (igen) de sidste km. I dag havde jeg dog en langt bedre oplevelse og følte mig mere i kontrol end for 2 uger siden. Jeg kom rundt på 3.3.8.18 – 14 sekunder hurtigere – men 5 grader varmere og 400 m længere – jeg løb nemlig hele 42.9 km i dag, da vi alle søgte skyggen hvert minut, vi kunne. Det er 5.05 pr km, og jeg er godt tilfreds.

Jeg løb jo for Fundracers og har samlet 8142 kr. ind til Børnecancerfonden. Det er stadig muligt at donere via linket et par uger endnu, og jeg vil SÅÅÅ gerne nå de 10.000. Man kan fx donere 1 kr. pr km (42 kr.) eller 218 kr., som er 1 krone pr minut, jeg var om at komme igennem dagens løb. Eller 338 kr. som er min sluttid (3.38). Der er frit slag 🙂

Det gav virkelig god mening at løbe for en sag – det er ikke sidste gang jeg gør det! Når det var varmt eller gjorde ondt, fandt jeg kræfter i den gode sags tjeneste. Næste gang vil jeg indsamle til Hjernerystelsesforeningen qua vores families oplevelser det sidste ½ år.

Jeg har ikke løbet Copenhagen Marathon siden 2014 og med Hamborg i nær hukommelse kan jeg ikke undgå at sammenligne de to løb: Hamborg havde flere tilskuere, som stod tættere og som heppede mere, men der er ikke så mange kendte ansigter. København er det marathon jeg har løbet flest gange og som jeg kender bedst. Det er altid en mega fest, særligt udvalgte steder i byen (Nørrebro styrer bare det sjit ved Stefansgade og Dr. Louises Bro), og det er fedt at se ansigter, jeg kender. I dag var jeg ikke så følelsesmæssigt påvirket som i Hamborg. Jeg havde fået mulighed for at sove bedre natten før i min egen seng og spise det, jeg ved, virker i dagene op til fremfor restaurant og hotelmad.

Det var dejligt at genbesøge dele af IRONMAN ruten, og fedt, at vi kom igennem indre by, og at Frederiksberg nu også er en del af ruten, som på CHP HALF. Jeg løb igennem alle brusere og tog 2 glas vand hver gang – et til at drikke og et til at hælde ud over mig selv for at nedkøle. En ISOgel hver ½ time og en salt stick hver time – en ekstra den sidste gang.

Jeg så dejligt mange kendte ansigter: min elskede Liva som fik et smækkys og Nikoline som var officials – og Karina fra job. Hr. og fru Vendt, Jan og Annette fra ALOT, Svigerinde Emma, Annette Bøgh, Swimrun-makker Caroline og hendes datter Sara sammen med Henny fra ALOT, min dejlige veninde Babycakes, Carsten fra ALOT, Peter og Henriette, Stine og Ole fra job og min allermest trofaste hepper Jonas, som også stod der i Hamborg.

Morgenstunden var frisk med udsigt til seriøs varme ved middagstid. Jeg havde samme plan som i Hamborg – forsøge at holde mig til ca 5 min pr km – lidt mindre progressivt og se om den kunne holde hjem. Det gik meget bedre i dag på trods af varmen og af at, jeg havde en blodvabel, der sprang v. 27 km – kort efter disse billeder er taget af the Vendts. Det gør nas i 2 minutter, så aftager det og jeg føler mig ret lettet efterfølgende.

Jeg havde taget et par pamoler fra morgenstunden og par mere med. Dem var jeg glad for efter et par timer, hvor de små fibre i mine lår begyndte at give sig efter Hamborg. Jeg har aldrig benyttet mig af at tage piller, og det er heller ikke sådan, at jeg kan sige det virkelig hjalp, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville have været uden.

Jeg havde en seriøs løbefest i dag, jeg råbte flere gange på mere hep blandt publikum “Kom så Frederiksberg” – “Hvad så Østerbro – er i der?”. Desværre overhalede jeg Amalie, som var gået kold med dehydrering ved ca 17 km, omvendt hentede Mandy mig fuld af overskud ved 35 km og tog mig med mere end 6 minutter. Det var hyggeligt at være med tog sammen og møde gamle og nye bekendte. Jeg ender som nr 17 i min aldersgruppe ud af 286 og nr 153 blandt alle kvinder ud af 1903.

Hjemme på adressen stod den grill og bobler i solen med Amalie og mine forældre (og besigtigelse af vabel-skader). Jeg endte med at løbe i de “gamle sko” (Hoka ARAHI) og med en blodig sok en del af vejen… Det er vist bagsiden af den fine medalje.