Jeg har i dag sat ny personlig rekord på Marathon distancen oven på en nat stort set uden søvn. 3.38.32 blev tiden. Altså på Marathon – ikke på den udeblevne nattesøvn. (Den var noget mindre) Havde lidt håbet og satset på at komme lidt tættere 3.30, men jeg fik serveret en herlig kop kaffe i aftes som eftersigende var koffeinfri, men lad os bare sige, at det var den ikke. Den holdt mig helt og aldeles vågen til kl 05.

I morges efter morgenmad havde jeg ovenikøbet to amatører med, da vi forlod hotellet :-): Den ene glemte sit løbeur, den anden glemte en ubetydelig genstand kaldet en tidstagningschip… Begge måtte derfor lunte tilbage og hente og vi skiltes og sagde god tur inden vi gik i startområdet.

Jeg elsker den stemning, der er lige før startskuddet går: i Hamborg er det naturligvis ikke et skud, men lyden af et containerskibs tuden og balloner der går til vejr, der starter løbet:-)

Ruten var fantastisk, flad og smuk. Vi løb først ned af Reeperbahn, hvor et par morgenbranderte heppede med. Så ellers rundt langt havnen, Binnenalster og Aussenalster søerne ud til Stadtpark. Der var heppere nærmest hele vejen rundt. Og hvis der var lidt tyndt blandt heppere, var der alleer med nyudsprungne bøgetræer, store mængder lyserøde kirsebærtræer eller smukke bygninger, havnen eller noget andet godt at kigge på.

Jeg holdt en god og planlagt pace (5 min pr km) til omkring 30 km, så begyndte jeg at tabe fart. Jeg var så træt i mine lår, men havde stadig luft. Jeg øgede, når jeg ku, men mine lår nev seriøst. De første 5 km løb jeg på 25.12.

De sidste 9 km tabte jeg for alvor fart. Jeg tænkte på Liva og de smerter hun har oplevet. Og på hvor meget mine smerter jo er “selvpåførte” og selvvalgte ved sådan et løb. Jeg blev grådkvalt. Hvis hun kan klare det, kan jeg også!

Undervejs havde jeg fået et skud hep af Jonas ved ca 15 km og Hanne ved ca 18 km. Ellers kender man jo ikke mange i Hamborg…

I opløbet havde jeg stadig svært ved at presse. Jeg skiftede sang og hørte “In my blood” med Shawn Mendez, Livas yndlingskunstner. Kunne mærke tårerne. Jeg har nok fået de mest tudefjæs-agtige målfotos, for jeg havde sgu følelserne uden på løbetøjet. Det 1/2 år der nu er gået, har ikke været let.

På målstregen råber jeg Livas navn, og går ind i runners-garden. Jeg ringer til Liva og er helt sentimental, og hun er dejlig forstående (og en smule overbærende:-))

Da jeg er kommet ud af målområdet finder jeg en god heppeplads til at fange Caroline og Katrine. De ser overskudsramte og glade ud. Caroline kommer ind i 4.30 og Katrine i 4.34.

Jeg ender med at have løbet 42.6 km – et snit på 5.08 pr km.

Efter et bad og en delt flaske rosé, orker vi ikke at gå langt efter mad, så vi ender på den gode Vietnamesiske fra i går – lige rundt om hjørnet. Og bagefter går vi på dessertjagt og spiser alle tre BÅDE pandekager med is/sukker OG chokolade mousse. Hvilken saglig fryd. Og klokken er kun 22, da vi vælter omkuld.

Det er fantastisk med al den latter over indforståede ting, som der opstår på sådan en tur. Jeg er så heldig at have rejst med Katrine til Mallorca på træningslejr sidste år og Caroline til Sverige til swimrun så at kombinere det med dem begge er det bedste af to verdner. Vi har delt lige dele latterkramper, vabel-lokalisering, race overvejelser og øvrige snakke de seneste tre dage, så jeg kommer sgu til at savne disse “Vimmer- immer” kvinder, når vi er hjemme igen.