Jeg blogger om hverdagen med triathlon, ultraløb, swimrun og klubliv… og om at få kabalen med familie- og arbejdsliv til at gå op…
Et marathon i følelser
Et marathon er for mig ikke “bare” at løbe 42.195 km. Noget mine ben gør. Det er én lang følelses- og tankerejse, hvor jeg skifter sindstilstand mange gange og ofte tænker på de mange gode oplevelser, jeg har haft og mennesker jeg elsker. Associationerne flyder frit.
Billederne er de officielle fra i søndags tilsat min indre dialog 🙂
“Åh, hvor er det fedt vejr! Virkelig heldige med sol og ingen vind – måske bliver det lidt for varmt senere? “For Evigt” med Vollbeat er bare et af de bedste numre at løbe til. Minder mig om Ironman. Tænk hvor mange mennesker, der er stået tidligt op for at heppe. Jeg har gode ben i dag – det bliver en god tur – jeg kan bare mærke det!”“Thunderstruck” med ACDC i tunnelen for fuld udblæsning -YEAH! Det minder mig om Stevns Jernmand sidste år, da vi løb igennem Boesdal Kalkbrud og Tørrebygningen med levende lys tændt. Det var virkelig fedt på energikontoen! Det var fedt at se Jonas for et øjeblik siden – han har heppet virkelig mange gange på mig – spøjst vi lige skulle ramme Hamborg samtidig.”“Her kan jeg huske, vi også var med mor og far, Line, Anders, Ebba, Mark, Liva og Carla på vores tur til Hamborg i september 2015, da vi skulle besøge Miniature Wunderland. Det var her, vi tog på havnerundfart. Nøj, hvor vi grinede på den havnerundfart – jeg kan ikke huske af hvad? Hmmm… Det var en dejlig oplevelse. Det er nu fedt, når vi kommer afsted alle sammen. Det må vi gøre noget mere! Ligesom i Vietnam sidste år. Den slags oplevelser vil jeg samle p唓Jeg ved godt træner Jeanne sagde, at jeg ikke skulle ned og gå gennem depot – men det er faneme så svært at ramme munden med det vand, mens jeg løber. Jeg får det bare op i næsen. Jeg sætter lige farten lidt ned, så jeg kan få det indenbords. Resten ryger i håret eller ned af ryggen for at afkøle. Varmen er begyndt at komme – jeg må søge skyggen på ruten, når jeg kan – men helst ikke afvige for meget fra “den blå streg” – medianruten – skulle jo nødig løbe for langt.“Godt jeg har erfaring med energiindtag efterhånden, og jeg ved planen holder med at tage en gel, lige før et depot og så skylle efter med vand. Jeg holder mig til planen – en gel hver ½ time. Og en saltsticks hver time. Det er til at huske, også selvom jeg bliver træt.”“Gad vide, om de er stået op derhjemme nu? Om Mark er ude og gå med Balder og pigerne stadig snuer? Freya bor jo hos Carla de her dage, mens Mellanie og René er på træningstur på Mallorca. Det var godt nok også fedt, da jeg var afsted på Mallorca – både min venindetur i 2016 og træningslejr med Katrine i 2017- Det vil jeg gerne prøve igen en dag. Pigerne hygger sig sikkert rigtigt! Og spiser choco-morgenmad. Skal jeg købe Nutella med hjem til dem på vej hjem i Flensborg – det ku de sikkert godt bruge :-)!”“Arg – jeg taber fart nu. PIS. Det er sgu svært at presse mere ud af de ben her. Så var det jo, at jeg lovede mig selv, at når det blev hårdt, ville jeg tænke på Liva, og hvor hårdt hun har haft det – og når hun kan klare det, så kan jeg også!. Jeg kan godt klare det – kom så lidt mere fart på. Nu kører det – hvad! —Løber jeg såå langsomt? – Nå pres så lidt mere. Op og overhale ham der i den gule bluse. Venga Venga! Allez Allez! Spring, Lauf, Kom så…”“Ok, så er der kun 800 m tilbage – nu skal jeg have et fedt nummer til målstregen: Shawn Mendes “In my blood” – det hører Liva og jeg ved, det minder hende om hende selv. Om ikke at give op. Om at tro på det. Fuck, nu begynder jeg at hyle – jeg kan ikke styre det…”“Den røde løber – tak for turen – den var fed, ond, smuk, skøn, rå og heldigvis overstået nu. KYS! Liva, Liva, Liva. Den her var til dig. Jeg skal løbe en for Carla snart – mine elskede piger. Jeg savner jer nu. Målstregen er lige der…”“Det var det! Jeg har brug for… Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for – bare noget. Arg, jeg hyler stadig, så stop dog. Det kan jeg vist ikke lige nu. Jeg følger bare efter de andre ind i atletzonen. Der må være en medalje et sted. Træk vejret dybt.”“Fuck det – jeg får tudefjæs-fotos! Never mind – det er jo sådan her, jeg har det. Jeg må ringe til Liva og høre hendes stemme. Sige tak til hende for, at hun var med mig hele vejen”
MIAthlon 
One thought on “Et marathon i følelser”