M – A – I… Men det ku jo også have været I for Italien, men det har jeg allerede skrevet dejlig meget om. De seneste 5 uger har indeholdt 3 rejser – alligevel noget mere rejseaktivitet end jeg normalt kan prale af. Bogstaverne er dog stadig mit navn i en anden rækkefølge, det kom lige til mig på dagens marathon 😂 Et stormende et af slagsen, den længste løbetur siden Ironman i Italien.

Jeg har ikke løbet længere end 8 km, så det var lidt kamikaze – men jeg trængte til at have ømme ben igen. Det lykkedes…

Mallorca i uge 42 var skøn, hele familien samlet og øen viste sig fra sin smukkeste side. 25 grader og sol i 6 dage. skyer og regn og blæst den sidste dag hvor vi var lidt udfordrede på hjemturen pga det.

Vi har nydt sol og strand, spillet padel alle 4, kørt øst-øen tynd. Carla kunne lokkes med ud at løbe, Liva havde en del at læse fra sit nye studie på statskundskab. Vi fik det hele til at gå op og vi mødtes også med Birgitte og Bo – min tidligere kollega og veninde fra KP.

Mark og jeg fandt vores eget lille spot hver eftermiddag ca kl. 17, et hjørne af havnen i Port D’Andratx, hvor vi fik dagens sidste dukkert og delte en øl i det sidste af solen. Virkelig en stjernestund.♥️

Vi har spist god mad ude og Mark har også lavet god mad til os hjemme i de to lejligheder, vi havde dør om dør. Den ferie var lige det vi trængte til!

Vi landede hjemme langt ud på morgenstunden mandag pga forsinkelser grundet vejret på Mallorca. Og to døgn senere var jeg i lufthavnen igen til 3 døgn på Erasmus ophold med alle chefer og ledere fra Zealand. Virkelig god og intensiv tur hvor vi blevet rystet godt sammen. Kanalrundfart blev der også tid til 🙂 Ingen løbetur, selvom skoene var med – det var sgu for hyggeligt at drikke øl og grine med mine kolleger i stedet for.

I går var jeg helt flad – jeg fik bare hygget med en masse garn, med Carla der er i gang med at forberede det sidste til afrejsen mod Canada, men inden da er hun rejst til Paris hvor der er demonstrationer og uroligheder.

Og i dag – med vintertid og en times mere søvn, og med absurd storm, blæst og regn hele natten, stillede Mandy og jeg endelig sammen til start til et løb igen. Det er alt for længe siden og det var tiltrængt – der var virkelig meget at tale om.

Vi kunne ind imellem ikke helt tale sammen for vind, der var mange nedfaldne blade og grene, men vi var heldige med at det næsten holdt tørt.

Vi var dog ret ramte, trætte og gik når vi følte for det. Det var to runder a 1/2 marathon på vestegenen til Sunes løb VSTGN. En fed rute, jeg havde løbevest på for første gang længe og det kunne jeg mærke i mine skuldre efter 30 km. 4.33.13 blev tiden på Mandy’s ur.

I dag er 9 år siden at Liva blev påkørt, så resten af dagen skal vi bruge inde hos hende – til lidt mad og hygge. Jeg kan ikke forstå der er gået så lang tid siden den forfærdelige dag, som jeg skrev om kort efter, da jeg “udgik” efter marathon til ALOT 6-timers løb.