Det er midnat, og jeg burde sove. Men jeg er høj på adrenalin og jeg får ikke noget ud af at lukke øjenene nu. Jeg skal lige tømme mit hoved for indtryk, jeg har fået i dag. Jeg havde et kongerace, og jeg blev simpelthen nr 2 i min AG og skal på podiet i morgen. Det er endnu “en første” for mig. Vi var kun 355 kvinder til start ud af 2476 deltagere, svarende til 14% og 36 af dem var i min AG. Jeg slutter samlet som nr 43 blandt alle kvinder.

Dagen startede kl 05 med de sidste gøremål og kl 6 stod vi i skiftezonen til den glædelige nyhed at vi måtte have våddragt på og ikke skulle nøjes med swimskin – stor var lettelsen. Jeg havde spist en panodil til hoste og hovedpinen og en immodium til at holde på maven.

Det sitrer i skiftezonen om morgen. Det kan ikke rigtigt beskrives. Der er nerver, spænding og tænding og meget koncentration o at få cyklen og poserne gjort klar. Vi mærkede lige vandet ca 7.15 og 7.30 stod Mellanie og jeg side om side i startfeltet og så det flotte fyrværkeri i de italienske farver, da starten gik og René lå i vandet som et af de første hold mænd. Vi måtte pænt vente til 8.35 før vi fik vandgang og nåede at klappe med til start og høre Thunderstruck, som det hører sig til. Paul Kaye, som speaker nåede at konstatere at “You are not normal and you have to much money” – og på en eller anden måde har han ret… Jeg var ikke nervøs før det hele startede, det var lidt som om jeg distancerede mig selv lidt til det og tænkte at “Come what may” – det må gå som det går, og der sker, det der sker. Det satte mig måske lidt fri, kan jeg tænkte nu her bagefter. Solen brød igennem mens vi stod og ventede og det var smukt.

Svømningen

Jeg måtte lige bruge et par forsøg på at få brillen på plads mens jeg kunne bunde og på trods af det, ville min højre side ikke makke ret og jeg måtte om på ryggen flere gange og tømme for vand. Man svømmer i et “L” der er lagt ned på siden – direkte ud i havet, så langt langs stranden i medstrøm – en smule indad mod kysten og retur lidt kortere langs kysten i modstrøm inden vi svømmer ind. Der var altså medstrøm på det lange stykke og det var ret fedt. Svøm er ikke der hvor jeg er bedst, men jeg holder 2.21 pr 100 m og finder et godt flow inden vi runder første bøje.

Det var de fineste store gobler med en blå “strømpebåndskant” og de lå dybt og generede ikke. På modstrømsstykket på vej tilbage havde jeg et lille intermezzo med en idiot af en medatlet, som synes han skulle svømme ind over mig på trods af at alle havde masser af plads om sig – et helt hav faktisk. Jeg skubbede tilbage, hader den type! Jeg fik sagt noget a la “keep your own space” og fik et svar tilbage med “what the fuck do you want”. Det gad jeg ikke svare på og stak hovedet i vandet igen. Det var virkelig salt og jeg var så glad for min næseklemme.

Jeg kommer op af vandet efter 1.28.37 som nr 21 i min AG, ikke just prangende.

T1

Det er en 400 m lang skiftezone, så det tager lidt tid at komme igennem, men skiftet gik fint og Stine stod ved vores lejlighed og heppede og fik et foto.

Cykling

Jeg brugte 15 km på lige at finde min fart og få tanket op i depoterne efter svømningen. Det var to omgange på den samme rute – først ud af byen ca 20 km til en langt og lige stræk på en lukket landevej, så ind igennem en lille landsby og så en kort og insisterende rejsning (“som man siger”) 200 hm op af et lille bjerg – og ned igen… Jeg havde det godt på cyklen, kunne holde mine watt nede og have god fart. Efter 90 km kom den første af 4 kraftige byger, hvor vejene var helt oversvømmede og så begyndte atleterne at punktere og styrte i de huller i vejen vi ikke kunne se eller i dunke som forankørende tabte. Urgh. Det blev ved i ca 40-50 km. Jeg holdt god afstand og var forsigtig med bremsen særligt i sving. Jeg frygtede nedkørslen fra stigningen, hvis den var våd, men lige der holdt det tørt heldigvis. Jeg overhalede og overhalede og overhalede. Og kun de allerhurtigste mænd overhalede mig.

Stigningen var en hård banan, jeg har ikke gearkasette på at køre opad, så mit laveste gear var lige tungt nok, så jeg stod op det mest af turen op – men overhalede stadig løs 🙂 Sveden sprang og jeg kunne næsten ikke få trukket mig op – og det syrede godt til!

Jeg tabte min gode dunk med alle mine geler i efter ca 100 km – ikke så godt for det var i den jeg havde gemt energien til 2. del af turen. Så jeg måtte i alle depoter derefter og tænke kreativt. Det ene depot i landsbyen før stigningen var lidt kikset indrettet, så vi måtte stå af for at fylde på – det går der jo tid med – det er bedre når man kan modtage det i farten på cyklen.

De sidste 30 km havde jeg en lang hale af yngre mænd – og det havde jeg faktisk ikke lyst til! Vi må ikke ligge på hjul og lige gyldigt hvad jeg gjorde for at ryste dem af, lykkedes det først efter 4-5 forsøg hvor jeg enten forsøgte at køre fra dem eller lade mig falde ind bag dem. Jeg ville fandme ikke ha en straf igen, som i 2019! Da jeg lige havde fået dem rystet af og de lå foran mig, stadig i en gruppe, kom dommer-cyklen og gav dem alle sammen en 3 min straf – sjit jeg var lettet over at jeg fik dem rystet af !

Jeg holder en gen.snitfart på lige over 33 km/t trods regnen og stigningen x2. Godt tilfreds.

T2

Var gnidningsfrit, men stadig lige langt – også fra modsatte ende. Det var godt, jeg kom ud af cykelskoene mens de var på cyklen så jeg kunne løbe i bare tæer. Bare på med strømper, nye løbesko, kasket, og solbriller og så afsted.

Løb

Vi har haft en lille gimick hernede, hvor Stine har sagt at hun lige gyldigt hvor vi var placeret, så ville hun bare sige til os alle tre at vi lå nr 2 mens hun heppede :-D. Så da jeg passerede Stine efter ca 10 km i rundkørslen og hun råbte jeg lå nr 2, så tænkte jeg “ja den er god med dig”, men da jeg kom 2. gang og hun sagde det samme – efter fulgt af “ægte”, så blev det lidt interessant. Jeg anede ikke hvor langt der var ned til nr 1 eller 3, men kan nu her efterfølgende se at der var 40 min(!) ned til nr 1 og 27 min til nr 3, så vi lå alle 3 ret sikkert der. Det gik super med løb i nye sko, jeg blev skudt fremad. Jeg var i alle depoter (Cola, banan, geler, vand og ikke mindst vand ud over mig selv) og kunne stadig give lidt mere hele tiden selvom 4. runde var lidt stram og det brændte i lårene og nev i fodsålerne på trods af at jeg havde taget smertestillende undervejs. Mine hænder var hævede og de føltes som om der sad stramme ringe på. Jeg mærkede ikke de vabler jeg har fået. Jeg lå igen og battlede med fuldvoksne yngre mænd – mig – gamle kone på 50, synes faktisk det er lidt sejt, hvis jeg skal sige det selv.

Dj zoner, liveorkester og truthorn. “Toenails are for loosers”, stod der på et skilt… 😀

Det var kæmpe god stemning på rigtig meget af ruten, særligt langs kanalen, havnen og stranden. Vi fik set noget helt andet af byen end vi har set i dagene op til – det mere mondæne. Løberuten var stort set i skygge hele vejen – genialt på den tid af dagen, hvor den ellers kan blive varm. Jeg tror ikke, jeg har indtaget så meget energi til noget andet race end jeg gjorde i dag ( og dagene op til). Jeg har proppet mig som en foirgras and. Jeg har spist og drukket i et væk – og jeg har sovet godt de sidste 3 nætter op til – også usædvanligt. Måske er det der gør udfaldet?

På første omgang løb jeg modsat Mellanie på et tidspunkt og tænkte jeg lige ville se hvor langt foran hun var – det viste sig at være 2 km, næste gang jeg mødte hende var det 1200 m og så 400, så jeg hentede hende med ca 150 m pr km. Jeg fik blod på tanden og tænkte, at jeg ville se om jeg kunne nå hende og jeg hentede hende v 16-17 km. Hun har svømmet 15 min hurtigere end mig og været samlet ca 1 minut hurtigere i skift, men vi har kørt stort lige op på cyklen. Det er første gang vi racer sammen til en hel og løb er ikke hendes favorit, det er tilgengæld min.

Efter 4 omgange af ca 10 km løber man ind mod mål, som var PÅ stranden. Klokken var næsten halv 8 og solen var gået ned mens stærrene fløj lavt over pinjetræerne. Det er en smal passage og jeg havde hænderne ude til begge sider og fik klap og hep fra alle sider – og jeg elsker det! Stine stod lige før den røde løber og jeg vendte om og sendte luftkys og nejede en smule før jeg satte ind på den røde løber som jeg ELSKER! Det kan vist godt ses… At høre min navn blive kaldt på løberen, den brusen af følelser der løber igennem hele kroppen. Jeg vidste jo ikke hvad min tid var før jeg krydsede stregen og måtte også lige sande at jeg faktisk var blevet nr 2. Det hele skulle lige synke ind. Jeg stod længe i mål og ventede på Mellanie fordi jeg håbede jeg kunne give hende medalje om halsen, men det trak ud i takt med at hun tabte fart og officials ville gerne have mig væk.

Mellanie og Rene havde ikke haft helt så optimale races, René have fået en straf og kørt med forstoppelse, Mellanie var en tur forbi medic teltet efter mål. Jeg har ikke set hende siden det røde tæppe og håber hun er ok.

Funfacts: Jeg har tisset i “bukserne” nok 15 gange i dag: først i min våddragt 3 gange før vi gik i vandet, 4-5 gange mens vi svømmede, 4 gange på cyklen og 3-4 gange på løbeturen. Så nu ligger alle sko i italiensk “rodalon”. Og der ryger 4 negle – igen… Det er ikke en køn sport.

Vi hentede min cykel og poser, gik hjem og puttede alle mine tisse-sko og sager i vand og så ringede jeg hjem. De har heppet remote hele dagen, det her lækre billede lå på telefonen fra pigerne og herunder ses det sidste af facetimeopkaldet – med vådt hår og Stines fantastiske carbonara serveret kl 21.45.

Nu må jeg altså sove kl er blevet 02- uret ringer kl 8, award ceremoni og podiet venter. Sjit en dag….