Jeg fik ikke skrevet i går men til gengæld fik jeg spammet amok efter vi var til Award ceremoni og jeg var på podiet for første gang i Ironman regi. Sorry for det men det var altså ret spændende og skægt. Og særligt fordi vi sad op allerforreste række og rigtig kunne mærke stemningen blandt alle atleterne da slots’ene til Hawaii begyndte at komme på banen.

Mellanie og René havde begge haft det stramt på deres races, særligt på løb, så de var sløje og skuffede, særligt Mellanie var helt ved siden af sig selv, men begge to var taget med til ceremonien hvilket jeg selvfølgelig syntes var rigtig dejligt, helt ego agtigt, for jeg vidste godt at sandsynligheden for et slot til Hawaii var god som nr 2. Men intet var jo sikkert. 

Da vi kom til min aldersgruppe og vi blev kaldt op turde jeg ikke kigge på nr 1, for hvis hun sagde nej, ville slottet blive tilbudt mig. Men jeg var ikke i tvivl da jubelråbet fra forreste række brølede op imod mig, så jeg begyndte vist bare at fnise og grine lidt, og til nye Sjit, nu skal vi til Hawaii. En bucketlist dream, oktober om et års tid. 

Jeg havde forsøgt at afstemme med Mark og pigerne aftenen før da jeg ringede hjem men jeg kan slet ikke overskue hvad det kommer til at kræve eller koste. Men jeg skal race på Kona! Det hvor det hele startede, det er så vildt! Entrance-billetten skulle betales med det samme 1980 USD! Det er en pengemaskine !

Efter ceremonien satte vi “sløje-Vendterne” af og Stine og jeg satte kursen mod stranden hvor vi lå frem til kl 17/30. Vi tog en lur og drak en stor og stærk Aperol. Vejret var med os!

Jeg fik skilt min cykel ad og pakket den uden problemer, vi pakkede det meste i lejligheden også og spiste lige på den anden side af vejen igen- dejlig nemt!

Kl 22 lå jeg med hovedpine, absurd ømme ben, brystkasse, lænd, arme og sviende vabler og forsøgte at sove. Det gik fint til kl 02, så var jeg vågen et par timer og sulten, der bliver jeg altid helt skævt efter et stort race og det tager nogle dage. 

Jeg måtte læse af flere omgange og endte med melatonin og en smertestillende for at finde ro. Det er altså noget rod med den søvn…

I dag var vi checket ud kl 10 og satte kursen mod San Marino, en fin, pudsig og smuk lille selvstændig stat midt i Italien. Det var dejligt at være på road-trip og se – og koncentrere sig – om noget andet, og dagen fik hurtigt ben at gå på med en god frokost, en italiensk is og kaffe! 

Der var godt, vi forlod San Marino med lidt tidsbuffer på kontoen, for der var en del trafik da vi nærmede os Bologna, vi sad i 12 km kø frem mod lufthavnen mens ellers gik check in osv ok med lidt ventetid ved Odd size luggage og en biludlejning som mente jeg havde skravet på undersiden af køleren. Det orker jeg bare ik. 

Men nu er vi på vej hjem og det glæder jeg mig helt vildt meget til, at se mine elskede derhjemme, helt vildt vildt meget faktisk!

Det har været en tur hvor jeg har fået mere end dobbelt så meget som jeg håbede på og vi har været rigtig gode rejsekammerater. Det gør jeg gerne igen med Stine!

Vi har sludret og været tavse, været sammen og hver for sig i aktiviteterne og på alle måder har det fungeret.

Og der var fint at slutte af så smukt i San Marino:-)