Hvor heldig har man lige lov at være! Danmarks barskeste og smukkeste Marathon som løbes nordpå fra Lodbjerg Fyr i syd til Klitmøller. Svag vind fra syd, høj sol. Det vil sige medvinden hele vejen! Vestkysten fra sin allersmukkeste side, men også en af de sjældne flotte vinterdage.

Jeg kørte til Holstebro i går eftermiddags lige efter arbejde og overnatter hos Sussi, som jeg har været i mødregruppe med med Carla for 16 år siden og som flyttede til Jylland kort efter. Hun deler min passion for skøre og udholdende sportsaktiviteter:-)

I morges kørte Sussis mand og datter (Mads og Bjørk) os til Lodbjerg Fyr og satte os af, der hvor starten gik. Hele dagen har de to stødt til og heppet undervejs og fragtet os hjem igen. Mega luksus for Marathon-mødre.

Jeg elskede hvert minut af ruten. Den var virkelig varieret med stier i fyrreskov, på heden, i plantage, igennem fyrefolde, klit og strand. Op og ned. Singletrack og lidt bredere stier som afløste hinanden.

Normalt hører jeg lidt musik eller lydbog, når tiden falder mig lang, men lærkesang, bølgebrus og mit eget åndedrag var rigeligt i dag. Der var masser af udfordringer på ruten. Jeg havde ikke brug for det.

Mads og Bjørk stod flere steder på ruten og gav god karma:-)

Ca halvvejs skulle vi ned mod havet efter at have løbet i Thy National Park. Jeg blev helt rørt da vi løb ned mod Vesterhavet. Jeg elsker de store skummende bølger og den brusende lydramme og den energi, der er i havet. Det var stort. Vi vendte flere gange tilbage til stranden og flere steder lå vinterseje surfere og ventede på den gode bølge.

Ofte skulle vi op og ned af stejle klitter, hvor det løse sand gjorde alt for at forhindre, vi kom op. Stejlt nedad igen på den anden side. Jeg havde en del ekstra sand i skoene efter sådan en nedstigning. Skoene føltes mindre, men når vi kom i det iskolde vand, virkede det som om sander blev skyllet ud.

Mindset 20 gange skulle vi igennem lange passager med okkerfarvet jernvand på redningsveje, som gik os til midt på læggen. Der var is på toppen i morges. En enkelt gang blev det pludselig meget dybt og jeg væltede i vandet til højre side og røg under med arme og hofter.

Ved Bøgested Rende var der den smukkeste udsigt over vandet og hedelandskabet. Jeg tør ikke tænke på hvordan løbet er i hård vestenvind og med regn og slud. Det var vist “nem” i dag under så fine vejrforhold.

Efter ca 20 km begyndte jeg for alvor at overhale mine medløbere, særligt når vi løb i sand langs havet. Flere var ret pressede og jeg havde det stadig skønt, med vinden og solen i ryggen med en udsigt, der hele tiden lige blev en tand smukkere.

Det sidste stykke langs vandet ville ingen ende tage. Da vi havde passeret 42,2 kunne jeg stadig ikke se målet men efter et lille sving på stranden dukkede det op. Vi skulle lige 200 m op gennem der dybe sand, så kom jeg i mål. Stadig med overskud efter en perfekt energiplan. Jeg satte mig på kanten af Jylland og sagde hej til Bjørk og Mads!

Jeg skiftede tøj, fik varm suppe, kaffe og kage og 50 minutter senere kom Sussi i mål. Hun havde været rigtig presset og ikke haft det løb hun havde drømt om eller håbet på. Sådan er det med løb. Al træning kan være gået perfekt og så “er den der ikke på dagen” men også det stik modsatte.

Jeg kom i mål som 10. Kvinde ud af 37 der gennemførte i tiden 4.47.17. I alt gennemførte 181 og jeg er i den bedste 1/3 overall. Over al forventning i betragtning af corona, træningsmængde mm.

Aftenen gik med pizza og recovery boots i sofaen. Og en stærk følelse af lykke.