Det har været et par vanskelige uger at manøvrere i. Efter jeg fik Corona søndag for 2 uger siden, mærkede jeg ikke det store til det. Jeg skulle rømme mig lidt mere og det føltes som lidt spændinger i brystkassen, som efter et hårdt eller ekstra langt træningspas. Ingen feber, hovedpine, smags- eller lugteforstyrrelser. Jeg arbejdede hjemmefra i isolationen og midt i mit tirsdagsmøde med det ene af mine teams ringede Liva, som sammen med med Eik var kørt mod Ballerup for at blive testet. De var kørt galt med bilen i et harmonika-sammenstød med fire biler på motorvejen!

Mark var i gang med online undervisning i kælderen og vi afbrød begge vores møder og sprang i den lille bil. Liva havde heldigvis fortalt i telefonen, at ingen var kommet noget til, men det var total flashback til 25.10.2017. (Og nu var cifrene flyttet lidt rundt og vi skrev 25.01… godt man ikke hænger sig så meget i tal…).

Vi var fremme på få minutter og lige i hælene af flere udrykningskøretøjer, som skulle afskærme trafikken. Jeg stod der på motorvejen med mundbind og corona og glemte alt om, at jeg ikke burde kramme de to unge mennesker. De var naturligvis rystede, alle airbags var udløst og alle fire biler var ret ødelagte, vores Ford Focus dog værst. De fortalte, at der var en lastbil, der pludselig havde trukket meget ind (sikkert for at skulle af mod Ring 4 mod Ballerup) og det havde fået en billist, som kørte to biler længere fremme, til at træde på bremsen, så bremsede en ladvogn lige foran Liva, så Liva selv og endelig en hvid Volvo bag ved Liva. Det gik så stærkt og var umuligt at undgå, selv med max 90 km /t og god afstand.

Det er SÅ synd, at Liva skal opleve dette – så kort tid efter, hun at fået kørekort, og hun har om nogen allerede trafikoplevelser nok med i bagagen.

Vi fik fat i vejhjælp og kørte så over og fik Liva og Eik PCR testet. (Eik viste sig positiv dagen efter, Liva gjorde hvad hun kunne i løbet af ugen for at blive positiv, men det lykkedes først for fire dage siden, en uge efter Eik)

Da vi kom hjem, gik vi ret meget rundt om os selv og kunne ikke rigtig finde ro. Senere på dagen blev Liva og Eik hentet og tog hjem til Eik. De havde begge ondt i nakken, lidt hovedpine og kunne mærke hvor selen havde grebet dem, men nu her 10 dage senere er der ingen gener – og ingen tegn på piskesmæld mv. HELDIGVIS.

Ugen fortsatte med, at jeg arbejdede 11-12 timer i døgnet, da jeg pt mangler 4 medarbejdere og afdelingen konstant rammes af Corona, enten blandt mine egne, deres familier, men også blandt studerende og censorer – midt i vores allertravleste tid. Jeg er begyndt at løse flere af de opgaver, som mine medarbejdere er meget dygtigere til end jeg, simpelthen fordi jeg ikke har hænder nok i afdelingen. Det er så frustrerende! Jeg har nu fået ansat 3 nye kolleger pr 1. marts og så skulle vi gerne kunne mærke at det går den rigtige vej i løbet af foråret.

Liva kom ud og køre allerede dagen efter og hun er ved godt mod igen nu ift at køre bil.

Carla var noget nervøs for, om hun kunne komme med på ski sammen med Hjemly til Geilo, fordi hendes Coronapas først ville komme retur på 11. dagen (lørdag 28.1), samme dag som de skulle indrejse i Norge. Men det lykkedes søndag morgen at komme på ski – inkl. hendes kæreste, som også havde fået Corona 7 dage før turen.

Stormen Malik fik vandet til stige i havnen i Havnsø, mens hun var på vej til Norge, og Liva, Eik, Mark, Balder og jeg passede på sommerhuset i vores lille Corona-hytte. Jeg mærkede en del symptomer i weekenden – særligt trætheden var ankommet sammen med snot og lidt tør hoste.

Denne uge er så gået med at Liva har Corona og Mark har haft fat i forsikringsselskab, mekaniker, taksator mm. Vi skal ud og købe ny bil og det håber vi lykkes i morgen. Vi overvejer at tage afsted på ski på fredag eller lørdag, men nu må vi se, økonomien skal jo hænge sammen. Og vi vil egentlig helst køre på ski, men mangler jo pt en bil, der kan rumme os.

Jeg har godt kunne fortsætte med at løbe på trods af Coronaen, men særligt i denne uge har jeg mærket at der er mindre luft at tage af. Jeg får ikke de lange ture afviklet og jeg er spændt på hvordan det skal gå med Thy Trail Marathon om 3 uger. Det bliver sikkert ren overlevelse. Og ugen efter har jeg så 66 km til “fort til fort”.

Alt i alt sker der lidt vel mange ting og jeg trænger bare til at komme lidt væk og passe på mine nærmeste.