I dag har været en svær dag: jeg har varslet 2 medarbejdere ophør i forbindelse med et større omstillingsprogram og heraffølgende afskedigelsesrunde. Og i takt med at dagen har nærmet sig, er mine løbeben bare blevet tungere og tungere, selvom jeg er inde i en periode, hvor der ellers går hurtigere og bedre. Jeg har virkelig været tynget af det og frygtet dagen, og haft mange tanker på mine to medarbejdere og sidder nu tilbage med en sær følelse af, at det bliver en svær periode, vi går i møde.

På min løbetur i dag kunne jeg godt mærke, at den bare skulle gas og jeg skulle af med noget ekstra frustration og afmagt efter varselssamtalerne.

Som det kan ses på billedet er mine fødder lidt udfordrede. Jeg her fået en “dims” på venstre vrist: en ganglion- en seneknude. Det har jeg haft før og den fik jeg fjernet i 2007. Men nu er den tilbage lige over det område, hvor jeg fik den fjernet dengang. Jeg kan mærke den i mine støvler, men ikke i mine løbesko. Den niver og smerter om natten. Og den skal fjernes med operation for min knogle har også bevæget sig opad, så den skal slibes ned, siger speciallægerne. Men det skal ikke være nu, for min redning og min psykiske trivsel efter mere end 10 mdr med hjemmearbejde afhænger af mine løbeture, hvor jeg lader op og henter ny energi. Jeg finder løsninger og ordner tingene, når jeg løber! Operation må vente til senere. Den aftale har jeg heldigvis kunne lave med lægerne.

Mine fødder skal bære lidt ekstra for tiden: Foruden omstillingsprogrammet som krydres af Corona, står vi også overfor udskiftning af vores primære Studieadministrative system, og har monster travlt med online eksamen, online dimission og online studiestart. Herhjemme fylder Livas hjemsendelse fra efterskolen og deraffølgende demotivation, Carlas frustration over hjemsendelse fra 9. og ikke at kunne spille fodbold, informationssøgning og infomøder “en masse” vedr Livas valg af ungdomsuddannelse (det har vi jo heldigvis god tid til som vi ellers ikke ville have hvis hun var på Hjemly og det nyder jeg). Jeg forsøger at svare på utallige spørgsmål fra pigerne: “tror du, jeg kommer tilbage til efterskolen d. 7.2, tror du de aflyser afgangsprøver i 9. Eller 10.?, tror du næste år også er påvirket af Corona, tror du, vi får sidste skoledag, karameldag….?”

Vi står på pinde herhjemme for at hjælpe pigerne med at finde de små, gode stunder, hvor det end kan lade sig gøre. Vi kører dem til sommerhus. Vi giver lidt ekstra i online shopping, når de spørger. Deres ungdomsliv passerer forbi for øjnene af dem og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være. Jeg hader, at jeg ikke kan fixe det. Og jeg forsøger at kompensere ved at give eller gøre lidt ekstra. Laver frugtsalat til morgenmad. Serverer the på værelset. Giver lov. Men jeg er fuld af sorg på deres vegne.

Hvad fanden skal man stille op? Hvad mon I andre tænker eller gør?