Lørdag marathon, søndag halvmarathon

Jeg er kommet til at bruge for meget tid på at løbe i denne weekend – for vi har egentlig ret travlt med at blive klar til Carlas fantastiske konfirmation om 14 dage. Haven skal stå snurrelige, inden vi i næste weekend skal slå telt op, hente og lægge gulv, hente borde og stole osv. Så vi krydser alle fingre og tæer på at forsamlingsforbud og restriktioner ikke strammes yderligere. Jeg kan ikke bære tanken om at Corona’en skal forpurre mere for de unge, der stråler af lykke i de her dage i deres hvide kjoler.

Weekenden startede med hygge og rødvin med Katrine herhjemme fredag aften og lørdag morgen daffede jeg alene til Greve for at løbe marathon til fordel for Alzheimers. Det var første gang jeg havde officielt nummer på maven i år. Jeg kendte ikke et øje til Greve Trims løb – og alle kendte tilsyneladende hinanden.

Vi var delt ind i zoner og havde forskudt starttid, så det gik ok ift at holde afstand. Jeg synes dog, at vi løb lidt tæt de første km af små stier, men så fordelte feltet sig ud og depotet var portionspakket og godt organiseret.

Ruten var skiftevis asfalt, stier og også græs og singletrack med rødder osv, så meget varieret men også lidt udfordrende på de sidste runder, hvor trætheden begyndte at melde sig. Vi løb 6 runder a 7 km og jeg hørte “Mads og Monopolet” hele vejen. Halvvejs på 5. runde måtte jeg spørge nogle lokale om et glas vand, for jeg løb ikke med min rygsæk og fik ikke helt drukket nok i depot. Jeg havde ikke de store kriser undervejs. Jeg kom i mål i 3.58.51 – fint tilfreds på den rute.

Da jeg kom hjem gik jeg lang tur med Balder ved Herstedhøje og tog så ind til min svigerindes housewarming som familiens eneste repræsentant: Mark var i Århus på arbejde, Liva elsker alt ved efterskolelivet og er blevet på weekend og Carla var til konfirmationsfest. Det var super hyggeligt med et par timer der. Hjem til Balder, gå endnu en tur med ham og så kørte jeg Carla videre til andet arrangement. Da jeg landede i sofaen med en pizza kl 20.30 helt alene var det sgu meget rart! Liva facetimede kl. 23.30, hun ser så dejlig glad, men også træt ud og bliver virkelig rykket af alle de mange indtryk.

Søndag skulle der have været CPH Half og da den blev aflyst planlagde vi vores eget lille ALOT half med få deltagere. Carla skulle have løbet sit første halvmarathon i dag, men er nu fast mand på U16-1 og der lå en kamp i dag, så det bliver en anden gang. ALOT half blev også aflyst, da smittetrykket stiger på vestegnen og Albertslund kommune sammen med DGI opfordrede til at alle sociale sportarrangementer af denne slags aflyses.

Så ergo måtte jeg løbe ½ marathon selv i dag, som en af de sidste to lange ture forud for 6 timers løbet om 3 uger, som stadig ser ud til at kunne afvikles. Jeg mødtes med Mandy og vi løb vores “sædvanlige rute” med masser af snak og grin undervejs. Vi passerede flere andre ALOT’er som også var ude hver især eller 2 og 2 på deres halvmarathon, for der skal meget til at holde en ALOT’er væk fra løb, også selvom et løb officielt er aflyst!

Det er altid hyggeligt at løbe med Mandy. Og det gik forbløffende godt med at løbe først hel og så halv marathon. Jeg kan godt mærke mine ben nu, men det ville også være mærkeligt andet. Det gik ikke stærkt i dag, men jeg er glad for at have prøvet to lange løb to dage i træk. Det er første gang jeg prøver det.

Efter lidt frokost og et bad, skulle jeg lige nå at klippe hækken, inden jeg af princip har valgt at blive testet for Covid-19. Jeg hører om flere og flere, der nærmest ikke oplever symptomer, så nu tænker jeg at det er på tide.

Bagefter kørte jeg ind og så det meste af 2. halvleg med Carla spille mod FA 2000 og vandt 4-0:-) De er ubesejrede indtil nu!

I sidste uge blev vi opfordret til hjemmearbejde igen – så jeg sidder i stuen for tiden. Jeg har ikke hentet skrivebord op fra kælderen, ej heller taget skærme osv. med hjem, for naivt håber jeg til det sidste, at det ikke kun drejer sig om 14 dage.

Og om 14 dage er Carla forhåbentlig konfirmeret og vi er trætte efter en skøn fest! Men indtil da er det et ultraløb, der er igang for at blive klar. Godt jeg er så glad for udholdenhedssport 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s