En af de mærkeligste dage i mit liv går på hæld. Siden pressemødet i går aftes om at Danmark “lukker ned” og hamstringen af fødevarer straks gik i gang, har jeg været mærkeligt tom inden i. Det føles som uendeligt lang tid siden, Carla lavede pandekager og verden stadig næsten var normal.

Dagen i dag er gået med at kommunikere om KPs lukning de næste 3 uger samt klargøre hjemmearbejdsplads. Jeg løb til campus Carlsberg i morges i en nærmest mennesketom by. Alle jeg mødte smilede og hilste ekstra til hinanden – helt fremmede mennesker. Efter en kort formiddag sammen i ledergruppen vendte jeg hjemad igen. Min medbragte frokost var allerede blevet smidt ud af køkkenskabet i klargøring til uger uden brugere af bygningen. Når 8000 studerende mangler fra et kæmpe campus er det nærmest spøgelsesagtigt at være en blandt få der er til stede.

Mit løbetøj var ikke engang tørt, da jeg løb hjemad – i modvind med orkanvindstød og flyvende grus og hagl i øjnene.

Da jeg kom hjem stod det klart, at Liva heller ikke kommer til Norge på ski med Laura på lørdag, ligesom Mark heller rejser til Østrig i morgen.

Mark har hjulpet med at etablere en arbejdsstation i et hjørne af soveværelset. Vi skal alle 4 være hjemme de næste uger og dermed er der brug for rolige kroge flere steder end normalt. Jeg kommer til at have en del digitale møder.

Mails tikker ind med aflysning af al træning både i ALOT, Triton svøm, Brøndby IF og Glostrup basket. Både Sydkystløbet 1/2 maraton og min debut til 6-timers løb ved Nordic ultra er udskudt til efteråret. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om det hele, så jeg vil sove på det og lade en ny dag begynde i morgen.