Det føles som om jeg er i “kageform” og dyrker “Rittersport”. Jeg hælder julesmåkager og chokolade indenbords. Jeg forsøger at hænge i og motivere mig selv ved at sætte delmål for mig selv: “Mia, se om du kan løbe 200 km i december” eller “Kom nu afsted til svømning – bare én gang inden jul“:  Det er åbenbart det, der skal til. (Jeg har ikke siddet på min tri-cykel siden IRONMAN i august)

Jeg får løbet – 3 gange til og fra arbejde på 3 uger er det blevet til og i dag kom jeg endelig afsted til svømning (én gang før jul – og første gang i 3½ uge), men kun fordi jeg sammen med Caroline har besluttet at svømme i Triton igen – på den herlige 50 m bane med boblebad bagefter – denne aften med både gløgg, hjemmebag og konfekt efter 2000 m svøm.

I dag kastede jeg mig ud i kolbøttevendinger (og trodsede svimmelheden) og kom et pænt stykke på læringsbarometeret på 1 times tid. Og så sluttede Mellanie og jeg af med 100 m badedyrsræs med alle tænkelige fælder for hinanden de sidste 25 m: man kan vel altid forsøge at trække i et ben eller vælte den anden af kork-krokodillen…. :-0

I går modtog jeg i øvrigt en sjov mail fra “Triatlon Danmark” vores forbund: Jeg har åbenbart kvalificeret mig til Age Group Landsholdet – og er altså blandt de triatleter, der har klaret sig bedst i egen aldersgruppe i sæsonen 2019 og dermed må konkurrere i landsholdsdragten til næste år. Jeg kommer nok ikke til at gøre noget ved det, for der er en række stævner i Europa man kan stille op i, og de passer slet ikke med mine andre planer for 2020.

Jeg begynder i øvrigt så småt at få en fornemmelse af hvad næste år skal bringe, men det skriver jeg mere om før nytår…

December har været helt skør og vanvittig travl. Foruden arbejde har jeg også været i teatret to aftener og pigerne har stadig deres sport, Mark spiller jule-job og så er der hjemmebag, konfekt og gavekøb – en del klaret online sen aften. Jeg glæder mig til juleferie nu og til at sove til jeg vågner i 14 dage.