Jeg er ikke så god til ferie på den måde, hvor jeg bare sætter mig til bords, spiser og drikker i dagevis, kun ligger på sofaen og ser tv. Jeg vil gerne ud, have frisk luft først, fortjene det gode måltid og have brug for at slappe af bagefter. Lange stroppeture med familien og Balder langs vandet, spille spil, nyde at der er højt til loftet og se de smukke solnedgange. Vedkommende snakke og masser af gæster! Nå ja og løbeture som på dagen bliver besluttet om skal være korte eller lange, hurtige eller korte. Det er sagen!
Heldigvis har ferien i år været sådan en! Først 5 dage i sommerhuset fra 22-27.12 med fred og julero. Løbeture alene og sammen med min svoger – bla. ved Ordrup Næs, hvor vi kom til at være lidt “for lang tid ude og lege” og kun lige nåede hjem til frokosten. Men smukt var det!
I ALOT har der her i december måned været en “udfordring” om flest løbede, svømmede og cyklede km. En sjov måde at se hvor meget det egentlig bliver til: mere end 200 km løb, næsten 450 km cykling og knap 14 km svømning. Det er da godkendt! Det har været fedt at have flere cykelpas på hometraineren med Mellanie hjemme i hendes kælder denne måned – dejligt at have variation og godt selskab.
Nytårsaftensdag om formiddagen løber vi i ALOT årets sidste løbetur og slutter af med champagne og kransekage. Det er sådan en fin måde at få sagt godt nytår til klubkammeraterne på. I år løb jeg derud og fik et fornemt lift hjemad 🙂 Vi får taget et fint fællesfoto – jeg tror, vi var 50 ALOT nytårsløbere i dag. Det har været en dejlig ferie! Og det bliver dejligt med gulerødder, salat og ingen alkohol i januar….