Hurra – Liva er i live!

Der er nu gået et år, siden Liva blev påkørt og det går overvejende stadig fremad – om end lidt for langsomt, hvis man spørger Liva – men det er stadig ret svært i perioder hjemme hos os. Liva har stadig en del fysiske symptomer på sin langvarige hjernerystelse (det kaldes post-commotionelt syndrom): kvalme, hovedpine, svimmelhed, lyd- og lysfølsom, store udsving i energi-niveau, træthed, udmattelse osv. (For mig lyder det som kroniske tømmermænd… og aldeles gyseligt!)

Hun kører på særligt skoleskema og hun går stadig til genoptræning hos osteopat og Center for Hjerneskade, som vi er i gang med at søge om at få forlænget. Vi har netop igangsat en særlig form for neuro-fysioterapi også. Så hverdagen er stadig en del anderledes for Liva end før 25. oktober 2017.

Selvom Liva har genoptaget sin baskettræning, kan hun stadig ikke spille med i det hele. Hun kommer måske 1-2 gange om ugen, og vi er meget i tvivl om vi “tør” lade hende spille kampene. Hun skal ikke slå hovedet! Hverdagen med skole, konfirmationsforberedelse og basket er enormt energikrævende, når man har markant mindre af den.

Og så er der den psykiske del af det også: stigmatisering som “hende med hjernerystelse”, identitetsdannelse og teenageliv, der bliver krydret med hormonbomber, der eksploderer i hendes system, ensomheden ved ikke at kunne deltage på lige fod med sine jævnaldrende eller slet ikke at blive spurgt, om hun vil med… En hardcore cocktail for en knap 15-årig! Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe hende og hele tiden justere hendes hverdag til så den passer til hendes energi og overskud.

I vores familie har vi en tradition om, at vi fejrer “Hurra vi er i live” dag. Det gør vi hvert år d. 22. juni for at mindes og være taknemmelige for, at vi har hinanden; en slags “Thanksgiving”, kan man sige.

Baggrunden for denne tradition er at d. 22. juni 1989 kørte min mor og en nær kollega alvorligt galt på motorcykel, og vi kunne let have mistet dem begge to. Jeg var bare 13 år, og den sommer gik med at min mor lå på hospitalet i 3 uger og efterfølgende brugte lang tid på genoptræning. Der er snart gået 30 år siden den sommerdag i 1989, og det har været en god tradition at knuselske hinanden lidt ekstra denne dag og være sammen med dem, ulykken skete med.

Da vi var sammen i sommer, sagde Liva helt spontant, at sådan en dag kunne vi også holde 25. oktober, så det gjorde vi da! Tobias og Niko kom, (de to som var med den dag hun blev påkørt og som så det hele) og Marie og mine forældre. Vi spiste Livas livretter, og hyggede os og talte også lidt om, hvad vi hver især kan huske fra dagen – og der kommer stadig nye detaljer frem. Så måske har vi fremover to årlige “Hurra, vi er i live”-dage.

Vi tror og håber på at Liva vender tilbage til normale tilstande, men vi ved ikke hvornår. Vi må affinde os med at tage en dag af gangen. Og give plads til forskellige dage: nogle med høj energi og andre stort set uden. Og være taknemmelige for hver dag vi har sammen- ikke kun på “Hurra vi er i live” dage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s