Skiferie 2018: en hjernerystet, en nybegynder på snowboard og en med brækket håndled.

Vi sidder her i bilen på vej hjem mod Danmark og jeg gør status over årets skitur. Vi har lagt den fine strækning bag os, hvor vi kører i dalen mellem bjergene med dyner af sne på bjælkehytternes tage og aftensolen, der danser på bjergtinderne.

Oddsene var ikke vanvittig gode for at komme på ski i år. Turen var bestilt, da Liva blev påkørt og siden da, har vi været en hjernerystet familie på mange måder.

Vi overvejede lige til det sidste, om vi skulle blive hjemme, men valgte at tage afsted og få lidt luftforandring til os alle fire – uden at vide, hvor meget vi kom på ski. Det var ikke til at vide, hvor meget Liva kunne – om noget overhovedet. Balancen er fortsat en joker.

Selvom vi kun har stået ca 1/2 af de km, vi plejer at stå på ski, har der været mange succeser:

  • Liva er kommet op ca kl 8 hver dag, hvilket ikke er sket i 4 måneder (og hun har haft nemmere ved at falde i søvn)
  • Liva har kun haft en enkelt dag, hvor hun blev hjemme og ikke kom afsted på ski – ellers har hun stået med os hele tiden. Hun har kunne holde balancen på skiene og har kørt meget fornuftigt og kontrolleret (og hun kører så flot på ski!)
  • Liva er ikke styrtet eller blevet ramt af andre – et af mine skrækscenarier som var med i overvejelserne om at tage hende med ud på ski!
  • Carla har lært at køre på snowboard og er allerede blevet rigtig skrap til det.
  • Jeg har fået et par fine løbeture bla rundt om søen i Zell am See.
  • Selskabet med genboerne fra vejen har endnu engang var hyggeligt og sjovt.

Der har dog også været et par udfordringer:

  • Hannah brækkede sit håndled den første dag på snowboardskole. Så surt! Derefter mistede Stine også lysten og Carla var den eneste, der blev hængende.
  • Carla er blevet superdygtig på boardet, men hun er stadig ikke så hurtig som hun er på ski (maxfart for hende i år blev 76 km/t) – så vi har ventet en del mere end vi plejer. Men det passede ret godt i år, så vi ikke fik overbelastet Liva.
  • Liva har holdt en del pauser og er stadig virkelig træt. Det gik slet ikke, da vi kom op i 3000 m. Hun var ligbleg og så tæt på at besvime. Vi ramlede også ind i en tæt tåge, hvor ingen af os kunne orientere os og hun mindst af os alle. Det var endnu et skrækscenarie – at få hende ned uden hun mistede al energi og overskud (hvilket er noget hun har fået mere tendens til efter ulykken. Hun tappes pludseligt for energi)

Vi boede fint midt i byen i store lejligheder hvor de fire piger havde deres helt egen etage og lejlighed. Vi voksne kunne dermed sludre og spille spil uden at skulle være stille:-) Vi har haft alt slags vejr: sol, sne, regn, slud og dermed også alt slags føre: pudder, hårdt pakket, nyprepareret, is, slushice og pukler.

Nu kommer vi så hjem til en uge med hektisk “hjernerystelses-aktivitet”.

Allerede mandag morgen kl 9 skal Mark og jeg til samtale på Center for hjerneskade, og alle øvrige dage i ugen skal Liva testes, som led i sin udredning, som gik igennem lige op til vi tog afsted og som vi har modtaget programmet for, mens vi har været afsted.

Vi skal også sende alverdens ting til advokaterne og modpartens forsikringsselskab. Det er fast arbejde.

Jeg er glad og lettet over, at det er gået så godt under omstændighederne. Og så krydser jeg liiiige fingre for at Liva ikke skal betale alt for meget tilbage “med renter” efter en uge med mere aktivitet end hun har været vant til, når vi atter er hjemme i “hverdagen” igen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s