Det er snart 4 uger siden, der var Ironman. Jeg har hørt en del om “Ironman-blues” – det hul man kan falde ned i, når alt det, man har arbejdet hårdt på at nå frem til, pludselig er overstået og hverdagen “rammer” igen. Antiklimakset.

De første 2 uger efter IM drønede hverdagen bare derudaf. Hverdagsaftenerne var fyldt med forældremøder, udebanekampe med Carla med hunden på “slæb”, fordi de faldt på dage, hvor Mark arbejdede sent, et par aftaler med veninder, som jeg havde skubbet foran mig bl.a. min fødselsdagsgave fra sidste år fra Amalie. WAKE boarding på en kabelbane i CPH-cable park på Refshaleøen. Vildt skægt 🙂

Med andre ord var følelsen af at “lande” slet ikke til stede. Jeg var ligeså meget hjemmefra, som mens jeg trænede – bare til noget andet.

I weekenden d. 1.-3. september skulle jeg fejre fødselsdag. Inden IM havde min veninde Stine skubbet lidt til mig og foreslået, om ikke jeg snart skulle holde en dame-sommerhus-fødselsdag. Jeg havde først pure afvist det – kunne ikke overskue det – men i takt med at træningen trappede ned, kom lysten til at samle de damer, jeg har forsømt det sidste år.

Så fredag kom i alt 10 damer til tapas og bobler i sommerhuset, og det er længe siden, jeg har hygget mig så gevaldigt. Og det gjorde gæsterne så sandelig også 🙂 Vi nåede alle følelsesregistre igennem i relevante og vedkommende snakke, hvor debatten til tider gik højt for sig – og det endte med dans i bare tæer med hunde i favnen og “grønlandsk kaffe” med ild i a la Caroline. Kl. 4 om natten/morgenen væltede vi i seng for at stå op igen kl. 7 (ikke af egen fri vilje, men fordi der blev grinet på et af værelserne)… Der blev bagt boller, nogle løb tur andre luftede hunde. De første tog afsted mod København, mens de sidste nåede en svømmetur i havet – for mit vedkommende meget lange 1000 m med Prosecco i både arme og ben…

Senere lørdag ankom min familie og så blev jeg også fejret af dem med mere havbad, skønt sensommervejr og dejlig mad. Det var en virkelig skøn weekend!

Med andre ord er det først de sidste knap 2 uger, at normaliteten er ved at brede sig. På arbejdet er jeg startet på afgangsprojekt på Diplom i Ledelse, som afsluttes i november. Det bliver dejligt at sætte det punktum. Og jeg nyder at beskæftige mig med noget andet end træning – af mere faglig karakter. At fordybe mig i mit arbejde igen, som jeg også synes af have forsømt en smule.

Jeg fornemmer, at jeg stille og roligt bliver mere udadvendt igen. Kan rumme min dejlige mand igen og tænke tanker som ikke handler om træning. Glæde mig til andre ting end træningsrelaterede ting. Kigge ud på livet igen, som ligger der klar og venter på mig.

Jeg nyder stadig at træne – når trangen kommer over mig – uden nogen fast plan. Jeg kan godt lide kontrasterne. Jeg kan godt lide træningsplanen, når jeg har den, men nyder også når den ikke er der. Langt det meste af min træning er lystbetonet, men ingen tvivl om at en plan ligesom sætter rammerne. Jeg går rundt med en følelse af lettelse over at det gik så godt d. 20. august og en genvunden frihed. Spøjst for det er jo ikke et fængsel, jeg har været i! Men selvvalgte rammer for mit liv. De sidste uger har nydt at tage min transportcykel på arbejde – i mit almindelig tøj – uden at skulle pakke skiftetøj og planlægge omvej på vej hjem. Jeg har ikke siddet på min TRI cykel siden 20.8.

Det har regnet i noget, der føles som uafbrudt de sidste 10 dage, så løbeturene har ofte været våde. Også i dag. Jeg løber i den fart, jeg har ben til på dagen. Presser kun hvis jeg har overskud. Mange ture på 10 km på omkring de 50 minutter. Jeg har ikke ondt i ben, knæ eller lign. men min mave har drillet mig lidt den sidste uges tid. Håber igen ikke det er Colitis Ulcerosa’en, der rør på sig. Den tanke får jeg altid, når min mave ikke arter sig. Men jeg kan vel godt have almindelig uro i maven som alle andre mennesker, uden det behøver være endnu et udbrud?

I næste uge starter min træningsplan frem mod 6-timersløb. Det er ok. Jeg tager det, som det kommer. Når det jeg når. Det skal være en god dag og vi bliver flere og flere, jeg kender som enten deltager eller er frivillige. ALOT familien er samlet og har inviteret gæster 🙂 Der kommer et par travle uger igen de næste 2. Der er seminar på job, og så skal jeg også en del i teatret den kommende tid. Min søster har dramatiseret SKAM på Aveny T og har samtidig også en forestilling på det Kongelige Teater, der hedder “Jeg løber”. Begge forestillinger glæder jeg mig meget til at se. Og så krydrer jeg det med en kollegatur til forestillingen “DJØF med løg(n) III”. Der venter mange gode oplevelser endnu, så jeg tænker, jeg holder den der Ironman-blues stangen for døren!