For en uges tid siden fik jeg et par spændende opringninger. Det kan man læse om i indlægget “Den dag Ironman og Politiken ringede…”
Der er kommet en rigtig fin artikel ud af de opringninger og det efterfølgende besøg jeg havde i tirsdags. Jeg er glad for, at Anders Legarth Schmidt virkelig har fanget essensen i de følelser og den splittelse, som denne rejse har ført med sig. Jeg fremhæver et par citater:
“Jeg kan godt lide at komme derud, hvor jeg ikke ved, hvad der sker.”
“Det er interessant, fordi jeg lærer noget om mig selv og min krop. Jeg lærer også, at jeg kan mere, end jeg tror. Det har jeg prøvet mange gange i det her game. Selv når jeg tænker, at jeg har prøvet det her tusind gange, kommer jeg ud et sted, hvor det er overraskende hårdt og ekstra svært. Det er sjovt.”
“Jeg er flowjunkie. Jeg kan lige så godt sige det. Jeg er dybt afhængig af den der tilstand i løb, hvor alt andet er lukket ude, og du kun løber. Jeg var spændt på, om jeg kunne tage den følelse med over i svømning og cykling også.”
“Det er ikke mig, der laver en ironman, det er os, selv om det er mig, der fysisk er i vælten og lægger træningstimerne og tankerne. Det er ikke kun træningstimerne. Det er også tiden omkring. Jeg pakker, vasker og kører. Jeg er væk to timer, når jeg skal svømme en time. Min mand står med lorten i alt det praktiske. Han er på forkant med alt i familien. Det er jeg ikke. Han har gjort, hvad han kunne, men han har også været ved at brække sig over det.”
“Hvis du overvejer en ironman, så forvent ikke, at dine omgivelser forstår din passion og dine prioriteringer. Jeg er konstant blevet udfordret af mine venner og min familie. Jeg taler så lidt som muligt om træning herhjemme, for de gider ikke at høre om det. Den klarer vi i klubben, når vi sidder på cyklen eller står på en parkeringsplads ved Ishøj Strand og skifter til våddragt. Mit helle er min klub.”
MIAthlon 