I disse dage, hvor Ironman nærmer sig, går jeg med ret mange tanker om det her TRI liv. Jeg er ret splittet omkring det. På den ene side gør det mig enormt glad og fylder mig med energi. På den anden side tynger det og belaster familien enormt.

Jeg ved godt, at det lige nu er allermest ekstremt, men hvorfor har jeg mon brug for at gå så meget ALL IN?

Et eller andet sted har det taget overhånd i løbet af de(t) sidste år? Jeg mener: mit liv drejer sig jo stort set kun om triatlon – det er det, mine dage er bygget op omkring, og det kommer før det meste andet. Jeg har personlig træner, der leverer træningsplaner som selvom de kun er vejledende, i høj grad sætter min hverdag i system. Jeg har kørt 10 races på 6 uger i juni, og jeg er så glad for ALOT og mine klubkammerater og de træningspas, vi har sammen. Jeg har været på træningscamp på Mallorca for første gang. Jeg indretter min kost og søvn og alkoholindtag (mgl. på samme) efter træningen. Jeg blogger endda om alt dette! Så fylder det da for meget???

Min mand giver udtryk for, at han nærmest er jaloux på min sport og mit klubliv og det kan jeg faktisk godt forstå – jeg bruger jo mere tid på det end på ham. Mine veninder udfordrer mine prioriteringer – og det kan jeg faktisk også godt forstå – jeg ser dem jo ikke… Jeg har i det hele taget kun rigtigt nærvær i de ting, der drejer sig om TRI – og ikke i så meget andet. Det er faneme en trist konstatering…. Hvor blev resten af livet af? Kommer det igen efter 20. august eller hvad er så det næste? Kan jeg nøjes med lystbetonet træning eller have en ambition om ikke at være tilmeldt nogle stævner?

Forleden fik jeg den tanke, at min liv pt. kan sammenlignes med at være højgravid: jeg er i den samme boble, hvor alt drejer sig om det og jeg tæller ned til terminsdatoen 20. august. Min krop er forandret, mit hoved og mine tanker er forandrede. Det man spørger mig om handler om TRI og jeg svarer. Er jeg så også forandret? Hvad er det for et liv, der venter efter terminen? Skal jeg på trænings-rehab og trappe ud eller have en kold tyrker?

Det er jo mildest talt vanedannende at få sådan et endorfin fix næsten dagligt – som oven i købet krydres med podiepladser og den rus, der følger med det. Det er bare fedt at være god til noget – og det er langt hen af vejen dejligt at have ambitioner og noget at stræbe efter. Men behøver det være så ekstremt?? Kan mindre ikke gøre det? For det er jo ikke bare de 10-15 timers træning, der pt. er om ugen – det er også tiden, der går med klargøring af udstyr, pakke ting og sager sammen og ud igen, skylle våddragt, vaske cykel, ja og skrive blog…

Min mand har spurgt mig: “Hvad vil du egentlig med alt det sport? Det er jo ½ tids job oven i dit fuldtidsjob – du er jo nærmest semiprof. Det er meget mere end en hobby nu”… Der gemmer sig mange tanker mellem linjerne i dette spørgsmål… Jeg har ikke svaret endnu, men mine tanker kredser en del om det… Det kan godt være, det er mig, der lægger træningstimerne, men det er ham, der er den virkelige ”endurer” i det her endurancesport-koncept. Det er ham, der udholder mig…

Til et af de små sprint-stævner i juni, jokede en klubkammerat og jeg om, at ”Miathlon” godt kunne være sådan en Marvel- tegneserie-heltindefigur. Sådan en kvinde med superkræfter og en særlig energi, der kan klare alt og stort set aldrig går ned men som selvfølgelig også har en akilleshæl – noget kryptonit – som gør hende svag. Som også må punktere vabler og bliver træt. Mit kryptonit er, at jeg går ALL IN.