Ja så oprandt dagen, hvor jeg konstaterer, at “NU! går træningen altså ud over mit sociale liv…” – eller rettere manglen på samme…

Vi er i familien inde i en periode med et utal af konfirmationer, 40 års fødselsdage og andre festlige lejligheder – ofte har vi mere end en invitation pr lørdag/helligdag og skal vælge og prioritere.

Det er altså svært at få til at gå op med 4-5 timers træning – netop på disse fridage… Jeg piver ikke(!) for jeg får så god energi af al den træning, men lige nu og de næste måneder har det en pris.

Jeg når ikke at se nogle veninder eller kolleger i hverdagene, for der træner jeg også, mens børnene og Mark træner, og når vi kommer hjem kl. 20 skal der mad på bordet og hunden skal luftes, og pludselig er klokken langt over 21 og det passer bare ikke rigtigt at få gæster der eller køre afsted så sent. Jeg kan være heldig at lokke en veninde med ud at gå tur med Balder og på den måde slå det sammen, og det er nok det, jeg skal se mig tilfreds med pt…

De få gange jeg alligevel forsøger mig med at sætte et kryds i kalenderen en mandag, hvor jeg har træningsfri, opstår der så behov for at lægge andre ting eller der kommer en skole-hjem samtale, en klipning, et forældremøde, en hold-fotografering til fodbold eller noget helt femte. Generelt må jeg bare sande, at jeg også gerne vil være hjemme og er nødt til at være hjemme, når jeg ikke træner. Familien har jo også brug for mig og jeg har brug for dem 🙂

Open Water sæsonen starter meget snart, og det glæder jeg mig meget til selvom mængden stadig må være i svømmehallen. Gitte har lavet denne fine foto-collage og man får da helt lyst at komme i gang, når man ser disse fotos fra sidste år!

Jeg kan oveni mit manglende sociale liv mærke, at mine tanker sjovt nok også koncentrerer sig meget om TRI. Jeg deler mine dage op efter, hvornår jeg skal træne – ikke efter mit arbejde, som jeg ellers plejer. Klart nok, at hverdagen har nogle faster rammer, og på den måde kan ugerne godt ligne hinanden, men jeg glæder mig til det næste træningspas og nyder det, mens jeg er i det, nyder det i badet, når det er overstået og glæder mig over, at jeg har “sat endnu et træningspas” i banken. Nyder hvor god kondition, jeg er i. Føler mig fri, ubegrænset, nærmest svævende og uovervindelig ( ja ja nuvel – store ord, men det er en fed følelse!)

Det kan være lidt svært tale med kolleger, familie og bekendte om det liv og de følelser jeg har pt. De forstår ikke nødvendigvis, hvad der driver værket, hvorfor det skal fylde så meget eller min motivation. Folk jeg møder til festlige lejligheder bliver ofte fascinerede over, hvordan det kan lade sig gøre at få kabalen til at gå op. Min mor er nærmest bekymret for, om jeg kan holde til det 🙂 Min mand er (vist) træt af at høre mig tale om træning, så det nedskalerer jeg meget.

Det betyder, at der “kun” er træner Jeanne, som jo står lige bag ved altid og går (næsten) lige så meget op i det, som jeg gør) klubkammerater tilbage at tale med – og mine nye artsfæller fra Mallorca-turen 🙂 Her føler jeg helt klart et frirum – men er samtidig lidt nervøs for, hvor meget de helt ærligt gider at høre på – de har jo selv deres træning, deres ambitioner og mål. Indimellem kan det godt være lidt ensomt, jeg frygter at blive anset som EGO-centreret for TRI er jo en EGO-sport på raceday, selvom meget af træningen er meget socialt funderet. Og så blogger jeg ovenikøbet om det! Bare for at toppe EGO-delen…