Endnu en fed dag med solskin og masser af bevægelse. De små nister i musklerne kan godt mærkes her sidst på dagen, og jeg er da også spændt på morgendagen, som stater med 15 km mountain run kl 7.30 før morgenmad. Og det er vores såkaldte hviledag!
Skyet morgenstund men stadig en herlig udsigt at vågne op til!
Mens jeg ventede på Katrine udnyttede jeg lige et solstrejf på terrassen med strikketøjet. Ja ja mange talenter i spil… kom ikke og sig, at der opstår nogle skæve billedesituationer her!😂😂🙈
Først 50 km fladt terræn igennem vinmarker, appelsinlunde, olivenlunde, fincaer der ligger på stribe og derefter den første stigning op til Soller.
Stigningen op til Soller er på 5,7 km med hårnålesving ca 6.2% i snit. Den var ok hurtig klaret og ikke noget at snakke om.
Så kom den store stigning op til Mallorcas højeste top: Puig Major. Den er 14 km lang og jeg fandt et godt tråd, som jeg holdt hele vejen op. Det gælder om at få en fart, man kan holde, blive ved i og som ikke er hverken for lav eller for høj i kadencen.
Jeg fandt hurtigt rytmen og overhalede alle de andre fra mit hold på 8 personer. Og så blev jeg ved og ved og ved. Det tog 1 time og 3 at komme op. Det var da hårdt, men ikke urimeligt. Jeg blev lidt øm i højre knæ af at trække i pedalerne. Min puls lå på ca 80% af max.
Undervejs måtte jeg lige stå af og tjekke om der var brug for at hjælpe en, der styrtede gevaldigt på sin nedkørsel – lige for snuden af mig. Han smaskede ind i en stenmur med sin højre side og sin hjelm. Det var en gyselig lyd! Jeg tror hans dæk sprang på forhjulet. Hans kammerater var der dog hurtigere end jeg, så jeg valgte at fortsætte opad, så vi ikke var for mange, der stod i vejen for alle de andre, der kom ræsende nedad.
Senere fortalte de andre der passerede efterfølgende at der var tilkaldt ambulance. Han har nok brækket kraveben/arm men var ved bevidsthed.
På toppen ved tunellen mødtes vi og ventede på hinanden og spiste snickers og tankede op.
Havard (den bandit!) overhalede mig lige på de sidste 300 m.
På vej nedad samlede vi atter op ved “appelsinmanden” og fik taget et holdfoto.
135 km i alt blev det til på 5.31 samlet og 1820 højdemeter. Min krop har det forbavsende godt. Troede min bagdel ville være (meget mere) øm. Det er den ikke takket være min gode sadel, cykelshorts med ordentlig pude og sadelfedt.Og jeg har det fint med at gå op og ned af trapperne bagefter 🙂
Da vi kom hjem, hoppede jeg den obligatoriske tur i havet og snuppede badet bagefter. Jeg sludrede med min dejlige mand derhjemme og sagde endnu en gang tak for at have fået muligheden for at tage afsted.
Hygge i haven slutter endnu en dejlig solrig træningsdag af.
I aften tager vi til Alcudia gamle by på restaurant.