Dagen startede kl 6 (ja her er det altså MØRKT kl 6)og efter en lyn-banan-og-müslibar-inkl-kaffe-morgenmad mødtes vi lidt i 7 og derefter afgang til fyrtårnet ved Formentor i samlet gruppe i solopgangen på de dejligt øde og stille veje uden biler og særligt mange andre cyklister.
Fedt koncept!
Turen er ca 30 km hver vej – en ud og hjem tur – ca 880 højdemeter og den er virkelig smuk. Meget af turen foregår “ved kanten” altså med udsigt ud over enten bugten og/eller øen. Fantastisk.
Vi var hjemme igen kl 9.45 efter 2.26 kørsel og meget klar til rigtig morgenmad som heldigvis i dag kunne finde sted udendørs fordi det var lidt senere på dagen.
Henrik og Susanne er på deres 5. år på Next Level Camp og var her også sidste gang Katrine var her i 2015. Dem er vi meget sammen med og de er godt selskab.
Efter en kort solpause i haven, stod vi klar i våddragter kl 12.
Et ret turbulent svømmepas med en del bølger og strøm på 39 min – 1,7 km. Jeg slugte alt for meget vand og forsøgte mig uden min næseklemme, som jeg ellers er blevet så glad for i svømmehallen, hvor jeg undgår klorvand i hele kraniet ved st have den på. Men pludselig var det “nyt” for mig at mærke vand i næsen, og det brugte jeg en del energi på. Blev helt svimmel og rundtosset af alle de bølger.
Eftermiddagen gik med sol og afslapning i haven og kl 16 var der løbetur. 3×20 min: Opvarmning, acceleration og racepace.
Jeg havde lidt mave issues fra ca halvvejs og måtte stå af 8 min før de andre. Jeg er sku lidt nervøs ved om der er et udbrud på vej. Det magter jeg ikke! Omvendt spiser jeg nok dobbelt så meget mad hernede som jeg plejer så det kan jo også bare være det.
Efter mit 3. brusebad i dag har jeg nu kastet mig over en velfortjent øl: 0,0 %!
Dagen sluttede med en omgang Nomatec, en sjov lille restitutionsmaskine som lægger pres på musklerne.
Det bliver vist nødvendigt med fuld restitution for programmet er ændret, så det allerede i morgen er tid til Kongeetapen 140 km over Puig Major. Torsdag ser vejrudsigten nemlig ud til at blive regn og så kører vi ikke på cykel!