Så fik jeg årets første løbetur i hus – på den syvende dag i 2017. Jeg har haft den famøse influenza siden nytår. Det startede med hovedpine 28.12, lidt snue op til nytår, og 1.1.17 kom feberen og hosten for alvor. En enkelt løbetur 30.12 fik jeg med i sommerhuset, men energien var lav.
Jeg har været hjemme det meste af ugen og kom først på arbejde i torsdags, og havde mit første træningspas i år i fredags med en stille svømmetur på 1700 m. I går blev det til en time på hometraineren, hvor jeg ser House of Cards for tiden. Altid godt med en serie mens man sveder!
I aftes havde naboerne inviteret på middag og vin, så den blev 01 i nat, før jeg kom i seng og så sov jeg elendigt i øvrigt.
I dag var der så Trailman Winter series vol.3. Jeg havde besluttet at det bare skulle gå, som jeg nu havde energi til oven på influenzaen. (Min Colitis Ulcerosa er i øvrigt i bedring, men i morges måtte jeg hele 8 gange på toilettet, før jeg kunne køre afsted. Jeg er sgu en slave af det toilet, når det er værst…)
Carla var kørt til fodboldstævne i et lift med sin træner og Mark var med Liva til basket kamp.
Jeg skulle videre til Carlas fodboldstævne efter Trailman men det var en flot morgen i Hedeland!
Skibakken åbnede i dag for første gang i denne sæson så vi løb rundt imellem børn der for første gang havde ski på:-)
Det var en vældig fin men “langsom” rute. På første omgang var der prop allwrede på vej op af skibakken første gang og derefter en dejlig masse single track. Frostvejret gjorde det pivglat og meget iset mange steder.
På 2. runde havde jeg flere stunder helt alene mellem træerne – ih hvor var det dejlig stille og fint. Tågen lå fint over heden.
Jeg kommer rundt på 95% af max i 1.24.58.
Jeg slutter som nr 33 blandt 82 kvinder og samlet som 175 ud af 285 løbere på de 13,2 km med ca 7 min i snit pr glat km.