
Jeg har skrevet om det før – for snart længe siden – heldigvis. Når helbredet udfordrer og vanskelligør træning og energien daler.
Den er desværre gal igen med min Colitis Ulcerosa – blødende tyktarmsbetændelse, som kommer i udbrud og varer i månedsvis. Det er mere end 1½ år siden det sidst var i udbrud, og jeg har indtil i sommer været god til at spise min medicin – forebyggende. Siden sommeren har jeg dog været knap så god… og det giver bagslag nu.
Det startede for en måned siden og gav smerter i lænden foruden hyppigere toiletbesøg. (Det må hellere være i udbrud nu end til sommer op til Ironman!).
Det gør det svært at løbe til og fra job, som jeg dog alligevel fastholder en gang om ugen, men hvor jeg i torsdags måtte i hækken flere gange… Argh… Løb er det, der er sværest – og i dag meldte jeg fra til Garmin Trailman serien – jeg kunne simpelthen ikke overskue toilet/hækbesøg med så mange medløbere… Piv.
Jeg kan også mærke, at jeg generelt har nedsat energi – jeg sover tungere og mere. Jeg har nedsat fart i vandet til svømning – men det kan også skyldes, at jeg pludselig er blevet MEGA opmærksom på at få teknikken på plads. Det er blevet skidesvært at svømme! – hold albue højt, fingeren i armhulen, hånden der glider hen over vandet, få det det rigtige nedslag med hånden så jeg ikke bremser mig selv – armenes afstand fra hinanden, hvor langt ud armene skal før jeg sætter hånden i, undgå at rotere i særligt venstre skulder så jeg “dipper” til den ene side osv. For ikke at tale om balancen! og benene…. hvor meget skal der sparkes, over eller under vandet, hvor meget rotering i hofterne… Alle de tanker om hvad jeg gør, mens jeg gør det…
Træning på Hometraineren (HT) går heldigvis ok. Jeg mærker ikke noget til smerter, når jeg ligger i bøjlen og energien er ok.
Nu vil jeg trække i løbeskoene efter en weekend som har budt på en del fodbold med Carla både lørdag og søndag, en fødselsdag hos min dejlige søster (med lidt mere vin end godt var for tarmsystemet), og den sædvanlige rengøring og hundeskole.
Mens jeg løber vil jeg tænke lidt over, hvad jeg kan gøre vedr. cykel til IRONman i august. Jeg ku altså bare godt tænke mig at køre den på en rigtig TRI cykel fremfor på min racer som alligevel snart skal have nye hjul!
- Skal jeg sælge min racer og købe en brugt TRI cykel? (Mark nedlægger helt sikkert veto!)
- Kan jeg leje en – eller måske arbejde på at få en sponsor ???
- Eller kan måske låne en af en Klubkammi, som ikke skal køre tri næste sæson?
Der er mange muligheder hvis jeg ellers tør spørge…undersøge…sælge…købe… Der er ingen penge til mere cykel til mig – basta….