En helt igennem forfærdelig weekend er endelig ved sin afslutning!

Vi har mistet Lady – vores kære gamle hund i familien – og det har påvirket alle tænkelige planer og (sports)aktiviteter – både dem vi har fået gennemført og dem vi har måtte melde fra til.

Vi overtog Lady – en 9 år gammel Collie-Labrador – for 3 år siden, da svigermor døde.

Jeg var mildest talt en “I’m not a dogperson”, men da vi besluttede at beholde Lady, besluttede jeg også, at jeg ville sætte pris på alle de glæder, der er med hundelivet.

Det har været 3 skønne år, hvor Lady har været med i alle vores overvejelser om ferier, om familielogistik i sportsweekender, i hverdagens mange gøremål – og jeg har elsket hvert sekund og hver en gåtur – også i møgvejr. Lady var ved min side, da jeg gik ned med stress 2013 – hun var med til at redde min røv med mange dejlige gåture med plads til overvejelser om hvad, der giver mening. Jeg har helt ærligt slet ikke fattet, hvad en hund betyder i familielivet, før vi selv fik en.

Og derfor rammer det dobbelt hårdt, når hun skal væk. Lady blev syg for en uge siden, vi var omkring dyrlægen mandag, som ordinerede en konservativ behandling af antibiotika og binyrebarkhormon. Det virkede dog ikke – det gik bare ned af bakke – ingen effekt.

Weekenden skulle egentlig have været i sommerhuset – vi havde pænt takket nej til både fodbold- og basketstævner, men da Mark fik job, besluttede vi at blive hjemme, tilmeldte os begge stævner og jeg tilmeldte mig også halvmarathon til Sydkystløbet. Men så blev Lady syg…

Lørdag midt på dagen- ja det er bare i går! – daffede Mark på job og vi 3 piger tog til Borup til fodboldstævne. De nappede samtlige sejre 🙂

Tankerne var dog kun herhjemme hos syg, syg hund, som blot var alene i 3 kvarter. Lørdag aften traf vi den vanskelige beslutning, at nu var nok, nok. Dyrlægenabo tilbød at komme forbi søndag formiddag.  

Jeg meldte fra til halvmarathon for at være med pigerne. Vi måtte ud af huset og tog derfor til basketstævne i Hørsholm omend øjnene flød over igen og igen og hele vores privatsfære nærmest var offentligt skue i hallen. Liva klarede det så flot! Hun scorede bare point på point, gik ud og græd lidt i pauserne og kom igen. Vi gruede for at køre hjem til at tomt hus…

Sport kan åbenbart også have en lindrende effekt for søde pigebørn. Ja – huset var ubegribelig tomt for hundelyde. Her til eftermiddag insisterede Carla på at få Far med på stadion til hjemmekamp (BIF-Randers).

Mens de var afsted ankom nabopiger for at kramme Liva, og samtidig fik jeg impulsivt barselsbesøg af 3 dage gamle Molly og forældre som i den grad reddede min meget triste dag.  Jeg har stadig ikke luft til træning for bar tårer…