Det var nogle lidt trætte ben, der stod ud af sengen i morges efter cykelturen i går. Nå ja og efter diverse bump på vejen i uge 9. Det regnende og der var ikke udsigt holdkammeraters selskab på dagens debut ved Hedelandslandsløbet 12 km. Jeg har løbet i Hedeland et par gange før til Trailman Winter Serien og til DGI Crossløb. Jeg glædede mig ligefrem!
Efter lidt morgenmad og dagens 25 min Core træning, kørte jeg (nu i tung slud) afsted mod Hedehusene.
Hedelandsløbet starter ved foden af skibakken og man parkerer i grusgraven. Man lægger en flad 20’er kontant til kassereren fra Fløng Kondi og så er man meldt til med et navneskilt og nummer på maven. Der er 4 ruter – 3,6,9,og 12 km i runde tal. I praksis er distancerne lidt skæve – men pyt. Jeg løb 12,8 men jeg løb også forkert, da jeg løb efter et par, der skulle ind og tisse ved Rideskolen… 🙂
Starten går samlet og så fordeler man sig ud på ruterne. Man løber primært på grusstierne – i dag dog i en del vandhuller. Vi var ikke mange – måske 75, jeg kunne forstå på snakken, at de plejer at være flere. Vejret har helt sikkert haft indflydelse på det.
Første halvdel af ruten er kuperet i en del små stigninger op og ned. Anden halvdel mere flad. Der er så fint i Hedeland, masser af små søer, vinmarker, grusgrave, amfiteater, gammel jernbane, skæv bevoksning og højt til loftet – også i dårligt vejr.
Jeg kom rundt på 1.02 -i mål som første kvinde ud af 4 tøhø- der var ikke mere i dag, men seføli kan jeg komme under en time næste gang.
I mål er der en kop varm the, en skrældet gulerodsstav og en skive æble – og en sludder med de lokale som kommer der fast.
Jeg kommer helt sikkert igen, når det kan passe. Der er Hedelandsløb hver den første søndag i måneden kl. 10. Håber på bedre vejr, lidt flere klubkammiers deltagelse og en smule bedre ben…