Denne her uge har været ubeskrivelig… og så uendelig trist og helt uoverskuelig… Hvordan opretholder jeg overhovedet mening med noget som helst når vores elskede firbenede ven og Marks “evige skygge” Balder, ikke længere er? Vi er knust og jeg har grædt så meget i denne uge, i løbeskoene og bag cykelbrillen og selv i svømmebrillerne … det er SÅ svært… at være hjemme, at være ude, at være på arbejde, at træne, at være sammen med mennesker, at være alene.

Jeg har skrevet det sidste indlæg på Balders blog … 10 år med sporadisk hundedagbog 🐾💔 Balder har formet os som familie, været den vi planlagde alt rundt om og som jeg altid, ALTID, glædede mig til at komme hjem til, snuse til, nusse og gå med.

Så ugen har på alle måder været utrolig meget påvirket af det. Det har ikke kunnet være anderledes. Jeg deltog ikke i Kalvebod tri i lørdags som planlagt fordi jeg ville være med familien og Balder i Havnsø.

Mandag sagde vi farvel😢

Tirsdag efter arbejde hev René mig med ud på løb på stierne i Brøndby strand og derefter svømmede Mellanie og jeg i lidt vel mange gobler.

Onsdag kort løbetur alene. Jeg hulkede hele vejen rundt.

Torsdag cykel t/r til job, jeg græd bag brillen begge veje men fandt en grimasse der passede på arbejdet.

Fredag løb jeg hjem Herlev for at undgå de vanlige stier hvor minderne står i kø.

Lørdag var jeg frivillig for Hvidovre Tri til Ironman og arbejde i merchandise butikken hele dagen, hoppede i lagunen bagefter og svømmede på IM ruten. Fik et kram og dejlig mad hos Stine bagefter. Hjem til et meget tomt hus. Mark spillede , Carla var på Færøerne og Liva havde gæster i egen lejlighed.

Søndag – i dag – fik jeg klaret 120 km på cyklen rundt om fjorden kl 9-13, jeg blev overmandet 5-6 gange af gråd, så mad, bad og jeg var så tæt på ikke at komme ind til byen og heppe til Ironman fordi jeg slet ikke havde overskud.

Men jeg kom afsted i et par timer, mødte gud og hver mand fra Triathlonfamilien og fik taget imod Carsten på den røde løber som medaljepige sammen med Mellanie og Freya. Men lige pludselig kunne jeg bare mærke at jeg skulle hjem. At jeg havde fået mit fix. Sagt hej til alle mulige triatleter og Karina:-) jeg skulle hjem selvom det var en rus at vide at om 5 uger er det mig – i Italien.

Sorgen skyller ind over mig igen og igen. Jeg bliver lissom væltet bagover af den i bølger. Ind imellem tænker jeg slet ikke på det og så kommer jeg i tanke om det eller der kommer en velkendt situation hvor han pludselig mangler helt uafsindigt.

Om nogle timer henter jeg Carla hjem fra lufthavnen og i morgen starter en ny uge. Jeg håber den bliver bare en lille smule lettere end den foregående… 🍀🐾