Der var løbefest rundt og rundt om Tueholm sø i Vallensbæk i går. Over 50 løbere stillede til start i CPH-ultra, ALOTs eget ultraløb. Det er tredje gang, jeg stiller op i det, og anden gang jeg gennemfører. Første gang var i 2017, et par dage efter at Liva var blevet påkørt og her udgik jeg efter marathon fordi løbet simpelthen ikke gav mening – jeg ville hjem til mit barn.

Anden gang var i 2020 hvor vi stod med mundbind på i startzonen og 2. bølge af Coronaen var seriøst under optræk. Dengang løb jeg 60,3 km, og målet i går var at komme længere end det.

Jeanne stillede til start på marathon og vi fulgtes ad i hele 3½ time. Hun har været inde i en stime med virkelig dårlige løbeoplevelser, så fokus var på at have det hyggeligt og sludre om stort og småt. De er vi gode til – både at hygge os og lade snakken køre 🙂

Jeannes skønne familie tropper stort set altid op og yder support, så Michelle, Karl og Alfred var der efter et par timer, og Karl på 5 år er altid klar til at være pacer for mor på sin lille cykel. Vi havde fornøjelsen af hans selskab 2 omgange.

Ved 35 km fik Jeanne “krise” og blev tavs og bad mig fortsætte alene, hvilket jeg gjorde. Det er en stående aftale at vi følges ad så længe det kører, men den ene skal ikke “trække den anden ned i fart”- hver løber sit løb.

Jeg kom over stregen med marathon på 4 timer rent og dermed de første 19 omgange om søen som er 2,22 km rundt. Og så skulle jeg jo bare fortsætte: René kom løbende på sin egen tur – ikke som en del af løbet – og sluttede sig til to omgange. Han fyldte 50 år i går og jeg skulle til stor fest med gys og gru tema om aftenen hos ham. Det var virkelig hyggeligt.

Jeg blev alene de sidste 5 kvarter og lyttede lidt lydbog og musik. Da vi gik ind i den sidste time, var jeg stadig i overskud og havde det fremragende. Jeg havde ligget nr. 4 hele vejen – ud af 13 kvinder og kunne se, at hvis jeg holdt farten, ville jeg komme længere end de 60.3 km fra 2020.

Jeg passerede målporten sidste gang efter 28 omgange og skulle så løbe de sidste 1½ minut, der var tilbage af løbet før hornet lyder, som afslutter løbet.

Jeg havde en løber lige i hælene på mig de sidste minutter og ville bare ikke lade ham overhale. Han pressede på og begyndte også at heppe – “Kom nu – du kan godt lidt mere – 1 minut tilbage, kom så kom så, 30 sekunder tilbage, 20 sekunder, 10 sekunder”, så jeg spurtede og spurtede og benene kunne næsten ikke følge med. Det var skideskægt og fedt jeg havde krudt til en spurt til sidst.

Når hornet lyder, stopper man der, hvor man er nået til og så kommer officials og måler op ved at sætte en streg og skrive ens nummer. Det blev til 62,546 km for mit vedkommende, men mit ur viste 63.5. Der var en god omgang op til nr. 3, så det var ikke realistisk at nå hende. Løbets vinder var kvinde og hun løb over 75 km – ny løbsrekord på kvindesiden.

Vi drak varm kakao i mål og så pakkede jeg sammen, fordi jeg skulle hjem og gøre klar til udklædningsfest og have lavet klamme sår i panden mm. Jeg taber en storetånegl igen og havde også fået en vabel, så jeg spiste en panodil, før jeg maste fødderne ned i glimmerstiletterne – det gjorde sgu lidt nas, men fint skal det fandme være 🙂