Det føles som i et helt andet liv, da jeg i marts søgte om at blive ambassadør for Triatlonshop – kort tid efter at Danmark var lukket ned og jeg stadig naivt troede, der ville blive en tri sæson i 2020. Jeg skrev en ansøgning på opfordring af en kær sportsfælle og ud af ca. 40, var vi 4 der blev valgt. Jeg søgte, fordi det kunne være spændende at være en del af et lille hold dedikerede triatleter (nye legekammerater?) som samtidig ville få lov til at træne og race i specialdesignet tøj fra Orca og samtidig slå et slag for en genial webshop, som altid yder virkelig god service hvad enten du handler energi, reservedele, udstyr til cyklen, selve cyklen eller våddragter mm.
Siden vi blev valgt for 8 mdr. siden har motivationen lidt et knæk – sommeren var ok – jeg fik da både svømmet hav, cyklet et par gange om ugen (næsten) og løbet, men da efteråret og anden bølge af Coronaen for alvor satte ind, begyndte det at blive svært. Vi fire nye ambassadører afventede sammen med Triatloshop.dk hvornår det gode tidspunkt for at annoncere samarbejdet ville være – og vi ventede på at tøjet skulle komme hjem. Som mange andre steder var der store forsinkelser pga corona pandemien.
Men for et par uger siden kom tøjet endelig: Tøjserien er specialdesignet og virkelig flot med det sorte look kombineret med det danske flag som gennemgående tema. På race sutien er “M. Johnsen DEN” skrevet både foran og på ryggen. Den nærmest skriger på at blive luftet udenlands! Jeg har jo stadig min AG landsholdplads “til gode” da Triatlon Danmark heldigvis valgte at lade det hele overføre fra 2020 til 2021, så ih hvor kunne det være lækkert med den vaccine som eftersigende kommer til januar, så vi kan komme ud og “lege tri igen”.

I søndags fik vi efter lidt kalenderbingo sat et fotoshoot op, og jeg fik mødt Mette og Kim som også er ambassadører. Vi måtte undvære Martin som er den fjerde mand pga. sygdom. Vi havde en sjov (og lidt skør) dag i søndags på Herstedhøje i 7 graders varme, hvor vi løb rundt og skiftede tøj i det høje græs med en cykel, og jeg tror, der kom nogle gode fotos ud af det.
Jeg glæder mig helt vildt til at være ambassadør og er samtidig enormt bevidst om, at det kan blive et svært år i 2021 at være det i. Jeg er virkelig ikke overbevist om, at der kommer særlig mange/store triatlon stævner, slet ikke som udviklingen i corona ser ud lige nu. Jeg håber, at jeg på forskellige anden vis være en god ambassadør.

For tiden løber jeg en julekalender fra den 1.-24. december med distancer på 1-24 km pr dag og her på dag 11 har jeg løbet 131 km svarende til knap 12 km pr dag, som næsten er dagsgennemsnittet på de 300 km, der er på de 24 dage. Det er ret sjovt, men jeg kan også godt mærke, at det kræver en del planlægning at få turene afviklet – både i en rækkefølge hvor kroppen kan følge med, så det passer med al min arbejde, hundelufteture, praktiske gøremål og helst mens det bare er lidt lyst.
I går gemte der sig fx 17 km i julekalendelågen heroppe fra sommerhuset. Og her er det altså mørkt, der er ikke mange lygtepæle. Så jeg skyndte mig i løbetøjet kl. 14, da mit sidste møde sluttede og sad så tilgengæld ved pc’en igen kl. 16 for at nå noget mere. Men det er sjovt at se at kroppen (igen) man mere end man tror.