25. Oktober er en ny mærkedag i familien. I 30 år har vi fejret “Hurra vi er i live” hvert år d. 22. Juni, som er dagen, hvor min mor kørte galt på motorcykel i 1989. Nu fejrer vi “Hurra Liva er i live” vol. 2.0…

Igennem hele oktober har jeg mærket, at dagen snart ville oprinde. Det er de små tegn: den kølige og klare luft, bladenes farvelade og den lave sol under hver løbetur. Jeg løber stort set altid forbi det sted i skoven, hvor jeg fik opringningen fra Nikoline, hvor hun fortalte, at Liva var blevet ramt af en bil.

Hver gang, jeg er lige der i skoven, tænker jeg på det.

Hver gang jeg i bil passerer det lyskryds, hvor det skete, og hvor man må køre 60 km/t, tænker jeg over, hvor hurtigt det rent faktisk er, og hvor voldsomt det var for Liva at blive ramt med (mindst) den fart.

Ingen af os kunne dengang forestille os, hvordan livet ville være forandret her to år efter. Erstatningssagen kører stadig. Det går stadig fremad: Liva går stadig til fys og er stadig ikke på fuld kraft i skolen og oplever skiftevis gode dage med fuldt program, overskud og latter, men også dårlige og helt uoverkommelige dage.

I de her dage er vi optaget af, at hun ikke bliver erklæret “uddannelsesparat” til efter 9. Klasse. Det skyldes absolut ikke hendes faglige niveau eller kognitive evner, men derimod hendes fravær.

Vi overvejer derfor meget, hvad der er det rigtige til næste år, for der er fordele og ulemper både ved basket-efterskole og gymnasium. Jeg taler med Uddannelsesvejleder, skolelærere, kontakter efterskoler og gymnasier og arrangerer besøgsdage. Jeg skriver til advokaten og underretter hende om, at jeg ser denne “manglende uddannelsesparathedsvurdering” som skelsættende ift at Liva nu også ind i sin ungdomsuddannelse skal have “særlige vilkår”. Men det er en god ting, at hun ikke bare meldes parat, for dermed kan vi netop tilrettelægge et forløb og nogle rammer, der passer til hende.

Kan hun få de pauser, hun har brug for på en efterskole? Er 4-årligt gymnasium en mulighed? Hvad med fravær og forlænget tid osv? Vi må tage det lidt af gangen…

I maj måned skrev jeg følgende som aldrig blev til et indlæg, fordi tiden løb fra mig…

Det er snart længe siden, jeg har skrevet om, hvordan det går med Liva – ud over al det skønne og lækre omkring hendes konfirmation for 2 uger siden.

Siden december 2018 er det overvejende gået fremad og rigtig meget har normaliseret sig – altså efter den “nye normal”. Hun har fået mere energi, opsøger flere og flere sociale ting, har generelt overskud til flere og mange ting – både i skolen og til basket. Hun har genoptaget regelmæssig træning og også medvirket i et par Grand Prix stævner. Hun har været til en enorm mængde konfirmationsfester og smagt alkohol i lidt større mængder…

Hun opfører sig med andre ord som en normal teenager på 15 ½ og jeg tænker mindre og mindre på hende som “hjernerystet”. Maj måned har dog været hård ved hende og her er luften gået af ballonen en del gange. Vi har været for sidste gang hos Center for hjerneskade i sidste uge.

Hun er stadig ikke i skole fuldt skema, men kommer og går, som hun har energi til. Hun klarede halvdelen af de skriftlige terminsprøver lige op til sin konfirmation og fra på mandag starter de mundtlige terminsprøver. Kognitivt har hun hele sit intellekt, men hastigheden er stadig ikke helt, hvad den var. Alt efter hendes energi, kan hastigheden være svær at opretholde. Dog har hun til de skr. prøver, hun deltog i, klaret det virkelig flot på enorm lav energi. Så det er en sejr! Til et par af prøverne brugte hun kun “almindelig tid” og ikke den ekstra, hun ellers kan benytte sig af.

I dag talte jeg med politiet for at få afklaring på, hvad føreren af bilen egentlig var blevet idømt. Han havde først ikke erkendt sin skyld og fastholdt sin udtalelse hele 3 gange, om at lyset skriftede fra grønt til gult, da han passerede stopstregen. Politiet og et vidne har dog fastholdt, at det ikke var muligt, så i dag fik vi viden om, at han havde “erkendt forholdet” og derfor var blevet idømt betinget frakendelse af kørekortet og en bøde: med andre ord, han kører bil og har gjort det lige siden og er sluppet med en bøde.

Min retfærdighedssans er på den ene side glad for, at han har erkendt – på den anden side har jeg en enorm trang til, at han burde vide, hvilke omkostninger det har haft i vores lille familie og hvilken pris i særdeleshed Liva har betalt.

Nu er der så gået yderligere et halvt år: sommerferien var virkelig god for hele familien med god plads til, at pigerne kunne have venindebesøg. Skolestarten gik over al forventning, de første 3 uger…

Så gik det langsomt lidt tilbage, først med nogle timers fravær og så en enkelt dag hist og her, for nu her før efterårsferien at være flere dage om ugen, hvor hun ikke kommer i skole pga uoverstigelig træthed, kvalme, hovedpine, summen eller hyletone for ørerne. Det hele overmander hende nogle gange i form af “renter” efter en hård dag andre gange helt tilfældigt.

Så det har ændret sig igen, siden jeg skrev i maj, at jeg ikke tænkte på hende som “hjernerystet” særlig tit mere. Det gør jeg desværre igen og mit hjerte bløder for min store, lille pige, som skal så meget igennem.

Jeg skriver dette i flyveren på vej til Kreta, hvor vi skal ned til 23 grader og høj sol i efterårsferien, bare os fire. Og jeg overvældes af sådan en taknemmelighed over at begge mine piger sover op af mine skuldre i flysæderne, mens solen stiger op og blænder mine øjne, så de løber over.

Hurra vi er i live!❤️❤️❤️