Hele familien har nyyyydt en uge på Kreta, og det har været såååå dejligt! Jeg kan virkelig godt lide selskabet! Min mand er skøn, mine unger er så sjove og smukke, at jeg ikke kan forstå mit held:-)
Vi har grinet og pjattet, snakket alvor og gamle minder, spist og drukket, så jeg ikke mangler noget de næste mange uger. Vi er helt opløste af latter, sand, saltvand, poolvand, solcreme og aftersun.
Vi boede lige ned til havet og alle morgener har Mark og jeg været i havbad før morgenkaffen. Jeg har elsket at have overskud til ½ times løb hver dag – enten morgen før havbad eller sen eftermiddag. En enkelt dag blev det også til lidt havsvømning.
Vi har i den grad været nede i gear, så meget som jeg ikke har været i meget lang tid, og så meget, så vi nærmest kedede os en enkelt halv-overskyet dag. Vi “orkede altså” ikke at spille flere spil, læse mere bog, spille mere bold eller lægge flere kabaler…
Jeg elsker at gå langs vandet og finde og samle slebet glas. Jeg får sådan en ro i kroppen og alle steder jeg kommer langs verdens have, leder jeg. Også når vi “bare” er i vores eget sommerhus. Jeg havde lidt svært ved at lokke pigerne med denne gang, de var ellers meget glade for at gå med som små. Men det er da blevet til en smule. Kreta var ikke meget gavmild lige, hvad dette angår: det blev til 104 stk. På Sicilien for nogle år siden fandt vi henved 3000!
Summa summarum: Sommerferie i efterårsferien – det er er hit! Det er helt klart det nye sort. Man får alt det bedste af den danske sommer mens man er hjemme. Og får et skud sommer mere inden vinteren tager fat. Og så er der ikke nogen fast træningsplan eller races rundt om hjørnet, bare driverliv! Vi har haft 25 grader og sol hele ugen, og klimaet er virkelig skønt i Grækenland på denne årstid, hvor sæsonen mærkbart går på held, og der var god plads alle steder og ingen kamp om liggestole eller første række langs vandet. Virkelig skønt!