Jeg har haft mit nye job i 6 dage, og jeg kan allerede mærke, at der er kommet en ny førsteplads i hvad, der optager mine tanker. Siden jeg begyndte at dyrke triatlon i efteråret 2014, er træningsmængden langsomt skruet op. Jeg har indrettet min uge efter mine træningspas og fået det hele til at gå op. Jeg har tænkt/tænker meget på træning.

I det meste af februar og i særdeleshed den sidste uge, har jeg næsten ikke tænkt på træning – mere på arbejde. Jeg synes, det er så energigivende med mit nye job! Jeg er mega glad for endelig at komme i gang. Kan mærke, at jeg er spændt og forventningsfuld hver dag. På samme måde som jeg syntes, det var, da jeg var ny i tri. Hvert træningspas var nyt og en udfordring – kan jeg klare det?

Jeg har arbejdet flere timer, end jeg plejer og er kommet senere hjem – uden at være færdig med at arbejde. Jeg har ovenikøbet fået indrettet et fint kontor:-) Ofte har jeg trænet samtidig med pigerne mellem 18 og 21 og liiige arbejdet lidt mere bagefter. Jeg skal finde balancen mellem arbejde og træning, men fokus har flyttet sig. Måske er det ikke så vigtigt, hvor hurtig den Ironman bliver til sommer? Det, der er sjovt lige nu, er arbejde og det er dér, jeg får udfordringerne. Træningen er blevet “rutine” og ikke noget, jeg skal tænke så meget over. Det er vist meget godt at begge dele ikke er nye for mig.

I går havde jeg 2½ times træning med 90 min styrke og udholdenhed på hometraineren efterfulgt af 10 km løb inkl 4×4 km med 90% af max. I dag stod den på to timers roligt løb med ALOT, vi var næsten 40 løbere i dag.

Jeg vidste godt, at marts ville blive svær. Mine dage er tæt pakkede med møder, i torsdags nåede jeg ikke engang en kop kaffe 🙂 Jeg er kommet glad hjem med summen for ørerne og har ofte bare spist og trænet, badet, ryddet op og er så crashet i sofaen. Gået i sent til sædvanlig tid ca 22.30/23.00 og sovet som en sten til 6.20.

Jeg elsker at blive udfordret og jeg elsker en stejl læringskurve – særligt når jeg kan mærke, at jeg er med i det – er i flow. Og sådan er det lige nu. Jeg er i mit es.

PS. Liva har i sidste weekend for første gang siden ulykken spillet et helt basket grand prix stævne. Hun var flad bagefter, men det er en kæmpe succes. Knap 1½ år efter! Og Carla er stadig anfører på Brøndby U13-Elite holdet. Dejligt med sportspiger, der synes sport er fedt!