Jeg er helt smadret, og det er ikke en gang mig, der har lavet IRONMAN i går! Jeg har bare heppet og ageret wingwoman, men det er sørme også en strabadserende oplevelse, der starter meget tidligt og slutter sent!

Jeg havde tilbudt at være Katrines højre hånd dvs. hente hende tidligt og køre hende til race og også køre hende hjem igen efter race. Jeg var vild med, at Caroline gjorde det samme for mig sidste år, det giver en lækker ro, når man ikke skal tænke på bilen, parkering osv.

Lørdag aften spiste vi kulhydratholdig mad sammen og tog tidligt hjem, så alle kunne sove den smule nat, der er tilbage, når man skal op kl 4.30.

Søndag klokken kvart i kvalme var Hamborgpigerne samlet igen i den lille blå bil med vores ens løbesko og på vej med Katrines race-bags til Amager, spændte, glade og lidt nervøse. Vi fik sendt alle svømmerne afsted og nøj, hvor ku jeg mærke duften af savsmuldet i manegen fra sidste år! Jeg var samtidig glad for, at det ikke var min tur i år, men at jeg kunne nyde og genopleve dagen gennem de mange triatleter, jeg kendte der skulle deltage. Solen brød næsten frem over cyklerne og den der ganske særlige stemning af sitrende forventning var overalt. Vi stod ved T1 og heppede svømmerne afsted og ud på cyklerne og fik ønsket dem god tur. Så kørte vi mod indre by, hvor vi åbnede ALOTs berømte Power-heppe-zone ved den sorte diamant. Det var lidt komisk at sidde og lige nappe en lille lur i den stille by, mens de sidste cykler stævnede ud.

Kim og Gitte kom med traileren med al det udstyr, der skal bruges for at opbygge powerzonen. Kim har været i gang med at pakke i en hel uge for at blive klar – det er fantastiske kræfter, der findes i vores klub.

Vi fik bygget powerzonen på en times tid og så starter festen ellers. Kim er dj og spiller alle de sange atleterne har ønsket. Kenneth speaker god karma ind i alle løberne og får “Walkerne” op at løbe igen. Der er hjemmebagt Snickerskage og nutellamuffins og kaffe, Christian tænder grillen og lægger en pølse på og man kan få en øl eller en vand for en mønt.

Og vi danser rundt i klipklapper og deler highfives ud til sved- og gel-klistrede atlethænder. Skråler med på sangene. Vores 10 kammier, der stillede op i år blev båret igennem zonen! Det er så fedt!

Et par gange måtte jeg lige op i og hvile ørerne i bibliotekshaven og ved 21-tiden gik vi op til målområdet og ventede på Katrine som kom storsmilende i mål i tusmørket og lige måtte argumentere med speakeren, om at han skulle sige “Katrine, you are an IRONMAN”. Jeg har ikke oplevet målstregsstemningen før (jeg løb jo selv lidt stærkt og nåede ikke at se så meget). Den var intens! Atleter fra hele verden der løber af den røde løber med deres flag hævet over hovedet. Vi fik udleveret knæklys, som vi bankede med på afspærringen og det lød sgu fedt i mine ellers trætte ører.

Efter et glas champagne med Katrines familie, trak vi cyklen op til bilen og kørte hjemad. 17 timers hep er intensivt! Mine ører summede, min stemme var hæs, fødderne pivtrætte af dans og spas.

Men det er så fedt at se atleterne i øjnene mens de strider sig igennem marathon. De smiler tilbage og på deres sidste runde siger de tak for hep og underholdning. Det er det hele værd. Næste år er det mig.