Begge mine Marathon ligger nu bag mig. Ugen, der er gået, har været usædvanligt stille. Jeg gik kold med feber og snot tirsdag aften, og det er længe siden, jeg har bevæget mig så lidt, som jeg har denne uge.

Carla har til gengæld spillet to fodboldkampe denne uge: tirsdag var de på Falster og tabte 1-4. Hun kom irriteret hjem, dels over nederlaget, men mest fordi hun ikke er så stor og lidt for nem at skubbe væk i “skulder mod skulder” tacklinger, og de var noget større end dem. Tilgengæld er hun altid hurtig og først på bolden.

Fredag spillede de igen mod Taastrup, og her gik det noget bedre. Carla havde en flot assist til Brøndbys første mål og hun scorer det andet mål, og de vinder 6-1. Fredagsramte “Soccermoms” sad pænt på række for at heppe og udveksler store og små vigtigheder på sidelinjen.

Livas fredag var skelsættende! Jeg vågnede 6.30 af mit vækkeur og ved lyden af en bruser og eftersom Carla var i bad aftenen før efter træning, og mand og hund sov i min umiddelbare nærhed, kunne det kun være en! Liva! Hun havde selv sat og hørt sit vækkeur og var selv stået op og gået i bad. Det er første gang siden 25. Oktober, at det er sket. Og hun var i skole kl 8.20! Torsdag havde hun været hele 4 timer i skole, så der er virkelig noget, der rykker for tiden og hun siger selv, hun kan se enden på det. Her i weekenden betaler hun dog lidt tilbage med renter og har været nødt til at sove til middag. Men det er en kæmpe succes!

Pinsen foregår i sommerhuset, og jeg har luftet mine nye løbesko i beskedne småture. Jeg har mest ømme fødder på vabelstederne. Lårene er ok, men hosten generer. Jeg lunter og går, og hopper i havet, når jeg løber dertil. Ellers har det været haven, bålet, bagning og gåturene, der har trukket. Det stille og nære. Det er dejligt.