Tilbage i 2007 var jeg til eksamen på mit andet modul på det, der dengang var Diplomuddannelsen i Uddannelses- og Erhvervsvejledning. Det var en solrig dag i maj – tirsdag efter pinse og efter endt eksamen tog jeg til bisættelse af min elskede morfar. Det var i sig selv en svær dag at komme igennem. Oven i det var min kusine som jeg betragter som en søster dagen før nedkommet med 3. barn 10 uger for tidligt og de første dage var kritiske.

Det havde været et forfærdeligt – ja rædsomt forår. Jeg havde mistet min moster til en hjerneblødning i februar, kørt fuldtidsjob og 2-3 bijobs, havde små børn på 1 og 3 år, som på skift havde haft skoldkopper, og jeg havde oveni dette været deltids-studerende et lille års tid. Jeg var også blevet opereret for en seneknude på min ene vrist på foden og kunne derfor ikke løbe. Min kalender var ofte trippel-booket og jeg havde altid en plan A, men det blev plan F, der blev gennemført.

Den tirsdag gik jeg ned med et brag med stress, men jeg vidste ikke, at det var stress før flere måneder efter. Jeg blev sygemeldt, brugte tiden på at hyle, kunne ikke overskue at røre i en gryde og var ikke mange sure karklude værd. Langsomt forstod jeg, at alle de tegn, jeg havde mærket igennem længere tid alt sammen hang sammen med, at min krop var stresset: min uro i kroppen, hjertebanken, trykken for brystet, tics ved øjet, svigtende hukommelse, svimmelhed, blodsmag i mund, susen for ørerne, manglende menstruation. Jeg følte mig fremmedgjorthed i min egen krop og socialt hæmmet: hvordan var det nu man small-talkede? Hvordan taler man med mennesker man ikke kender? Alt hvad jeg plejede at være god til, var jeg pludselig elendig til…

Selvom min seneknudeoperation helede fint, kunne jeg ikke løbe den periode: Jeg kunne ikke få luft langt nok ned i lungerne – jeg fik en trykken for brystet hver gang jeg forsøgte at løbe. Jeg nåede kun lige ned af vores lille vej før jeg måtte give op igen. Så jeg forblev i ro – min krop fortalte mig med meget store bogstaver, at jeg skulle geare seriøst ned!

I løbet af efteråret og vinteren 2007 vendte jeg langsomt og med baby-steps tilbage til mit daværende arbejde takket være en fantastisk chef, som forstod at (god) tid var nødvendigt. Omkring årsskiftet var jeg tilbage på nærmest fuld tid – efter 7 måneders sygemelding.

Og hvor vil jeg så hen med al den snak om stress?

I de 10 år, der er gået siden 2007, har jeg naturligvis fået arbejdsevnen og glæden tilbage ved løb og tilrettelagt en mindre ambitiøs hverdag. (Nogen vil nok mene den stadig er ambitiøs men jeg kan styre den og kontrollere den i modsætning til sygdom og død). Men hver gang jeg har mistet familiemedlemmer eller været presset af sygdom, har jeg mærket min tic ved øjet, som et lille advarselssignal om at geare ned. Og den lille tic, er jeg taknemmelig for. Jeg lytter til den hver gang – aflyser arrangementer, siger nej tak, omprioriterer og stempler ud.

Jeg har været studerende af flere omgange siden da og langsomt stykket en hel diplom sammen med merit, individuel- og realkompetencevurdering – og min krop har tydeligt kunne huske, hvordan foråret 2007 var – hver gang jeg har skulle til eksamen. I 2013 var jeg nede og bide i græsset igen – og sygemeldt et par måneder med stress – det er altså noget, jeg har tendens til, hvis ikke jeg passer på.

Så glæden her i 2017 er PÆNT STOR, nu hvor jeg netop har afsluttet mit afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse i går – på Livas fødselsdag og med et 12-tal – UDEN at mærke disse stresssignaler endda på trods af at min lækre teenagedatter blev påkørt midt i det hele. Der var et par dage, hvor jeg kunne mærke, at jeg skulle blive hjemme hos Liva og se hvor langt, jeg nu kom med opgaveskrivningen – men heldigvis kunne dette lade sig gøre – med hjælp fra endnu en forstående chef (har vist været heldig med mine chefer – sådan helt generelt)… Jeg har heller ikke mærket stress-tegn i hele træningsperioden frem til Ironman.

Det gør mig SÅ glad, at jeg er blevet bedre til at lytte til krop og hoved med alderen og erfaringen. Og så er følelsen af lettelse, stolthed og begejstring over at have sat nogle seriøse flueben i 2017 heller ikke helt ringe… 🙂