De sidste 10 dage har stået i “jeg-skriver-afgangsprojekt-på-diplomuddannelse-og-jeg-har-ikke-noget-liv-og-faktisk-lidt-ondt-af-mig-selv-følelsens” tegn.

Jeg har derfor været hjemme på min egen matrikel i næsten 2 arbejdsuger, først i kølvandet af Livas påkørsel for at passe hende og dernæst for at skrive opgave. Det går langsomt fremad med min store pige, selvom hun er lidt utålmodig efter normale tilstande. Hun har stadig ikke klaret en hel skoledag og trækkes med at falde i staver, koncentrationsbesvær, voldsom træthed og er ør i hovedet og øm i kroppen. På den måde har det været lidt held i uheld, at jeg skulle være en del hjemme i disse dage – hun har ikke skulle være mange øjeblikke alene hjemme.

Livas påkørsel trak naturligvis mine tanker væk fra mit afgangsprojekt og pludselig var der gået en uge, hvor jeg skulle have produceret opgave. Jeg var en uge bagud! Det er lang tid, når der kun er 15 uger til projektet. Men sådan lå landet altså.

Jeg havde for længst planlagt 2 ting lidt oveni min opgaveskrivning – nemlig et minicruise til Oslo med familien fra i søndags til tirsdag og en tur til Orø med gode venner i sommerhus fra i fredags til lørdag. Oslo var smuk, stille, solrig og tiltrængt for hele familien oven på begivenhederne den sidste tid. Og da jeg nåede til fredag i min skriveensomhed hungrede jeg efter selskab og adspredelse. Jeg har helt glemt hvordan studielivet er! Men pludselig var jeg presset på tid fordi min plan var skredet.

Den uge, der nu er gået har derfor stået på opgaveskrivning fra 8-22 kun afbrudt af mad, hundeluft og praktiske gøremål med Liva. Og løb: Jeg har brugt løbeture som en belønning eller en opladning: “Når du har skrevet det her afsnit, som skal være på ca 4-8 eller 12 sider, SÅ må du løbe en tur og få inspiration, så du kan skrive et afsnit mere!”

Det virker ganske enkelt fantastisk: De ting jeg lige havde haft lidt svært ved at få skrevet, eller ikke kunne se en løsning på blev ordnet derude i skoven. Jeg fik nye tanker, jeg fik sat system i det, der var kaotisk og gemt det, der skal gemmes til den mundtlige eksamen. Det har ikke været hver dag, jeg egentlig syntes jeg havde tid til en løbetur, men det gav mening hver gang, jeg kom afsted.

Så da der pludselig blev annonceret et klub-trail-løb søndag morgen – på min sidste hele skrive dag, skulle jeg så slå til? Ville det være overspringshandling eller gulerod?

Min reviderede skriveplan var bygget op om, at jeg skulle have et færdigt første udkast af hele opgaven klar, inden jeg tog i sommerhus fredag. Så i dag skulle jeg læse hele opgaven igennem fra ende til anden og lime det sammen, der ikke hang sammen inden aflevering på tirsdag… Så kunne jeg da godt liiiige nå en skovtur med ALOT, ik?

Vi mødtes knap 20 fra ALOT lidt over 9 i skoven til Ebbes udgave af et fødselsdagsløb. Med nummer på maven og det hele! Man konkurrerede i 2 kategorier – over 49 år og under 49 – i anledningen af Ebbes sidste dag som 49-årig.

Skoven var mudret og single tracket vådt – vi løb en runde af 1,4 km – så langt vi kunne komme på 49 minutter.

Det var skide skægt og ret så hårdt, og jeg havde Thomas i hælene det meste af vejen rundt. Efter løbet var der stående fødselsdagstraktement i Ebbes have med boller, lagkage og varm kakao. Den helt rigtige ALOT ånd 🙂

Hjem til opgave-gennemlæsning som varede helt til kl. 19 og nu er jeg mega øm – har ikke løbet trail i mere end et år.

Der var kun en enkelt fantastisk overspringshandling mere: en tilmelding til Hamborg Marathon 29. April med de to skønneste damer: Katrine og Caroline. Så min Mallorca-makker og min swim-run makker og jeg tager afsted på forlænget weekend. Det er en herlig gulerod!

Opgaven er nu næsten afleverings-klar med de mangler sådan en nu indeholder, når planen skred – pyt – jeg skal ikke have 12, jeg skal bare bestå…

Foto/ Kim Vognsen – altid på pletten, tak Kim!