“En dårlig generalprøve, giver en god premiere” – det sagde vi altid på dramaholdet i ungdomsskolen. Og lad os håbe det var det, jeg oplevede i dag…!
Jeg ved sgu ikke, hvad der manglede i dag, men i går fik jeg ferie fra mit arbejde og mentalt må jeg også være gået på ferie, for mit hoved kunne ikke få mine tunge ben til at lystre. Mine ben var i hvertfald på ferie i dag – måske de fortæller mig, at 6 uger med 10 races lige var at stramme den – ovenpå en tur til Mallorca? Jeg er træt, slidt, mør og øm over det hele, som jeg ikke har været i årevis. Jeg har slet ikke haft denne fornemmelse i kroppen i løbet af foråret før i dag, men så ramte den mig som en boomerang.
Jeg kørte afsted i tørvejr kl lidt over 6, hele turen til Buresø stod det ned i stænger og vi sad og varmede os i Kims bil ved Metalskolen, og håbede det ville regne af indtil vi var nødt til at gå i skiftezonen og gøre os klar.
Jeg var ikke den eneste, der var lidt mat på forhånd – både Henrik og Jan, gav udtryk for det samme. Jan og jeg blev enige om at vores “moment” nok lå i en krøllet Nettopose et sted…
Regnen stoppede lige som vi skulle skifte til våddragt, og det var dejligt. Det er altså ufedt, når alle ens ting er drivvåde, men det slap vi for.
Det var en virkelige lækker svømning (1000 m). Vi skulle ud igennem sivene og så blev det dybt, så det var en “drivende start”, hvor vi alle ligger klar i vandet, når starten går. Jeg havde en dejlig svømmetur – godt flow, lækkert vand, solen brød endda frem der kl. ca. 8.45 🙂
Der var langt op (ad) til T1 – op af stejl bakketrappe med gamle jernbanesveller
T1 gik fint – og så ud på 5 runder af knap 20 km – rundt og rundt om Slangerup, Ganløse og Slagslunde og ikke mindst – op og ned. Smuk rute under temaet: “det bugter sig i bakkedal, det hedder gamle Danmark”…
Det var pivhård cykling med de bakker, vinden var tiltagende, bakkerne endeløse og evigt opad, min dragt bliver ved med at give mig slid på inderlårene. Jeg blev overhalet konstant – ingen power. Jeg blev i den grad sat på prøve. Jeg gad faktisk ikke – synes det var alt for hårdt. Mit højre knæ gjorde ondt i ledbåndene.
Jeg plejer at glæde mig til at skulle løbe, men selvom jeg havde taget min energi, som jeg skulle på cyklen (inkl Snickers), var jeg mat og træt i T2. Taknemmelig for, at der kun ventede 10 km i løbeskoene – 3 runder af 3,333 bag og rundt om Metalskolen.
Kunstfestivalen “Flerdagsdrøm” havde til huse lige bag Metalskolen, så der var en del “hippie-stemning” og vi fik da også selskab på løbedelen af to nydelige og meget nøgne mennesker, der løb med og heppede stort set alle 10 km. 🙂
Jeg slutter som nr 12 blandt kvinderne (ud af 38) og også i den bedste 1/3 over all. Tiden blev 4.24. Jeg havde håbet på under 4.15 men det var rockerhårdt i dag. Jeg er helt ødelagt, så det var godt med en hotdog i mål.
Generalprøven fik mig til at tænke, om det mon er et total kamikazeprojekt med IM om 6 uger? Hvis det var så hårdt i dag, hvor hårdt bliver det så ikke om 6 uger…?
Smukke seje Mia, der har været så mange gode races at et enkelt ikke vil definere hvordan IM bliver. Jeg tænker at du er spændt, måske lidt nervøs og især træt. Med restitution, ferie og lettere træning skal det nok gå helt som du drømmer om ❤️ Knus B
LikeLike
Tak baby! Jeg er så træt og nu skal der ferieres…(altså inkl løbesko og havtaske, man er vel kvinde med hang til sko og tasker…?!)
LikeLike