Morgenen var overskyet for første gang hernede så jeg fik lokket Anders med ud at løbe – denne gang på asfalt på de små veje langs gadebutikker, løse høns og hunde der glammer, scootere der dytter af os og deraf en del benzinos.

Lidt skørt koncept faktisk når man tænker over – meget vesterlandsk at skulle motionere på den måde – fordi kroppen ikke bliver holdt naturligt i form qua manuelt arbejde…

Vi stævnede ud på 8 km op af bakke væk fra havet – hurtigt var det varmt trods skyer og jeg trængte til vand, vand, vand… efter bare 6 km…

Anders havde gode ben og mine var såmænd også fine jeg har bare vænnet mig til energi indtag ret regelmæssigt og her skulle jeg lige have haft en flaske vand – både til tørst og til nedkøling.

Hjemme igen føltes det nu meget godt, så godt at jeg luftede alt svømmeudstyret inkl næseklemmen – min nye bedste ven.

30 min i havet med ustyrlig meget understrøm og en del skvulp. Og saltsmag der kradser godt i ganen. 

Vietnam er ikke meget oplagt til triatlon. Jeg kan huske, da vi var i USA i sommer, at jeg så smukke og oplagte tri spots alle steder: smukke søer, god asfalt, god temperatur osv. Her ville man punktere hver kilometer… og dø af manglende energiindtag…:/)🇻🇳

Jeg øver mig i kolbøttevending i poolen og også i hovedspring. Det går ikke så godt. Det er noget værre rod begge dele… jeg kommer for dybt ned i vendingen og skruer skævt.

Hovedspringsbarrieren er psykisk – jeg er skidebange for maveplaskeren. Jeg giver dog ikke op endnu. Det skal altså ku lykkes!