Cph Half i dag blev ny næstbedste på 1.41.39 – til start i strålende sol og derefter perfekt let overskyet vejr med en let vind. Flere end 20.000 løbere stillede til start, så der var en fænomenal løbefest i hovedstaden – periodevis dog lidt svært at komme frem.
Jeg havde håbet at nappe en ny PR på halvmarathon, men den må vente. Jeg er dog rigtig godt tilfreds med dagens præstation:-) De sidste uger har jeg nemlig haft ekstra travlt – min 40 års fødselsdag med 100 gæster i haven i lørdags og dagen før det blev min søde gamle mormor bisat. Samtidig er der skruet op for intensiteten på arbejdet. Alt i alt har jeg kun fået prioriteret løb “når det har kunne puttes ind” primært til og fra job, og ikke haft fokus på intervaller og hastighed, men mere på distance og udholdenhed.
Jeg kom rundt uden at have en eneste km over 5 min/km og kun med lidt mavekneb. Og rimelig stabile km tider, dog stadig ikke negativ split…
På Frb stod dejlige søs og mine niecer klar til hep! Og undervejs på ruten spottede jeg også et par kolleger der råbte mit navn. Altid dejligt med hep!
Så er der føget endnu en medalje til samlingen:-)
Jeg har i forbindelse med fødselsdagen fået hele to nye par løbesko til sko-familien. De er fra Hoka og jeg har løbet i mine nye Infinte til og fra job (de blå nederst til venstre), men i dag skulle Clifton 3 så testes – de sorte nederst til højre.
Det går bare rigtig godt med de Hoka sko! Mine vabler er aftagende og ikke sprunget op igen på løbeture over 12 km og støtten fungerer. Man har simpelthen bare sådan lyst til at løbe i de sko:-)