For efterhånden et godt stykke tid siden blev jeg af et menneske, jeg sætter meget højt spurgt: “Hvorfor egentlig al den træning?”  

Måske er ret banalt spørgsmål, hvis man læser det hurtigt… og det banale svar ligger lige for: Det er sundt og godt, man holder den slanke linje, og man får god energi til at klare arbejds- og familielivet.
Men bag det banale spørgsmål, gemmer der sig vist et andet og langt større spørgsmål, som jeg har tygget på lige siden.

Hvorfor går jeg (ret ofte, ja måske endda altid?) så ALL IN på de ting, jeg kaster mig over? I dette tilfælde er det triatlon ambitionerne, men det kunne for så vidt være mange andre ting i livet. Jeg bliver vist betragtet som en sådan en “110% person” af mange af mine bekendte og kolleger – den der lidt irriterende type, som både når en hel del træning, den hjemmelavede mad og nybagte boller, selvgjorte salte mandler, hjemmestrikkede sweaters, kjoler etc,, ja jeg kunne blive ved… (ovenikøbet med flabethed nok til at blogge omkring det!…)

Balancen er nogle gange hårfin mellem både at være dygtig på job og generelt dygtig til de ting, jeg kaster mig over og hvor meget af sin sårbarhed man kan og bør vise. Et af mine mantra’er er, at “ting bliver til guld i mine hænder”. Jeg er stort set altid lykkedes med de ting, jeg kaster mig ud i.

90% af Mia er stærk og energifuld og holder tempoet oppe og nyder det. De sidste 10% af Mia er sårbar, har været 2 gange syg af stress, lider af Collitis Ulcerosa og spøjse fødevareallergier.

Jeg har altid haft høje ambitioner og et højt energiniveau – også før det var sport, jeg kastede mig over. Men er det langsomt eskaleret og blevet til en “mere vil have mere-lavine”?

Måske er svaret bare, at det man er god til, vil man gerne gøre og have mere af – det gør glad!