Regn hele dagen og så holdt det op lige da jeg skulle ud og “traile” for første gang… Øv! Nu skulle jeg ellers lige til at være rigtig mudret…!

Sjovt at have fokus på, hvordan nabolaget og skoven pludselig kan udforskes på ny, når man forlader stierne.

Jeg fulgtes med Liva på cykel det første stykke på vej til håndbold og i stedet for asfalten, hoppede jeg ud i rabatten eller i græsset langs stien. Da jeg sagde farvel til hende, gik turen mod Herstedhøje ind mellem træerne og ud i det høje græs. Op af bjerget et par gange, zig zag indimellem gederne på vej nedad, igennem det smattede område bag bjerget og ned i skoven igen, hvor jeg tog ridesporet hjemad. Smat, skov og snask.

Og hey! – det blev da til 10,5 km på 57,15. Jeg tjekkede slet ikke farten undervejs, tænkte kun på hvor fødderne skulle placeres skridt for skridt og på at skoven er så fin nu mens den skifter farve:-)