Jeg har lige sendt den yngste afsted til “Colorrun by Night” med klubben. Hun bliver 10 år om 14 dage og kommer først hjem kl 23, fordi hun er til et løb med 5 fra klassen – 4.klasse!  Næste uge skal hun (og jeg) med til Zombieløbet – også med flere fra klassen. Imellemtiden er der en fodboldkamp her i weekenden og en del træning i ugen der kommer.

Min ældste spiller håndbold 2 gange om ugen og har kampe i weekenden. Hun cykler frem og tilbage – 5 km hver vej. De starter træningen med en 3-4 km løbetur.

Hertil kommer, at vi alle i familien er glade for al tænkelig leg i hav, skiløb, windsurfing, klatre i trætopbaner og hvad vi ellers kan finde på.

Da jeg var i deres alder slæbte jeg mig rundt på “skolernes motionsdag ” og kom lige op på 5 km i rask gang. Ikke noget med at finde glæde eller fornøjelse i den slags udskejelser.

Og jeg ser på mine piger der glæder sig til at komme afsted til træning, kampe og stævner, til fællesskabet med holdkammeraterne og til at give den gas!

Jeg er helt overbevist om, at så længe vi som forældre viser det gode eksempel ved selv at være aktive og samtidig lader pigerne lege med sporten og den fysiske udfoldelse og IKKE pacer men lader dagsformen styre om de har lyst til at tage til træning i dag eller ej, så giver det pigerne en sund og afbalanceret indstilling til sport som en naturlig del af hverdagen.

Når det kommer til kampe, er vi lidt mere “insisterende” end ved træningen. Med mindre man er syg eller skadet så kommer man, hvis man er tilmeldt. Holdet regner med dem!

Men vi tilmelder os ikke kampe eller stævner når vi hver 4. weekend har sommerhuset, så takker vi nej eller melder fra, ellers ville vi aldrig komme i sommerhuset:-)

Her er lidt stemningsbilleder fra et aktivt-børne-sportsliv:-)