Hvis livet er én lang triatlon, er jeg nået til T2 nu: det andet skift. Overgangen fra cykling til løb og dermed venter min favoritdisciplin foran mig! Jeg har lagt barndommen bag mig, klaret puberteten og det første hormonelle skift i T1. Og jeg har også tilbagelagt en veloverstået og udholdende lang cykeltur med småbørn og karriere, og hvor der har været med-, mod- og sidevind, blæst i håret og en vis fast kadence i trådet i hverdagstandhjulet.

En triatlon er ca 10% svømning, 60% cykling og 30% løb og overgangene/transitionerne særligt T2 taler vi ikke meget om. Jeg nærmer mig “Livets T2” og en alder på 49 år 😀 og forud venter stadig ca 30% af mit liv, flødeskummet med mere frihed og lethed under løbeskoenes såler.

Ungerne er store og færdige med gymnasielivet og i gang med deres sabbatår. Liva har købt en lejlighed og vender snuden ud af Reden på Vestegnen. Carla har haft første arbejdsdag i denne uge på sit første fuldtidsjob. Min mand har fået de lækreste grå stænk i sit skæg og det klæder ham umanerlig godt! Og Balder er begyndt at trække på benene pga gigten…

Mine forældre har solgt mit barndomshjem efter 49 år på overdrevet og flytter til mindre hus i ét plan tættere på havet. Alle fire bedsteforældre døjer med helbredet i varierende grad.

Jeg er vant til at mærke min krop, være længe i ubehag eller i smerte ifm sport, mærke de små forandringer i livet, både i forbindelse med sport, men også ved graviditeter, colitis osv. Og jeg mærker alt muligt nyt og forunderligt i min krop lige nu. Jeg forholder mig nysgerrigt og åbent til det. Jeg er ikke ked af det, frustreret eller ulykkelig over det. Jeg taler med min skønne mand, veninder og familie om det – i et passende omfang så de ikke går kolde på det eller oplever det som brok (håber jeg)…

Jeg mærker først og fremmest forandringerne mentalt: Jeg har altid haft et rigt indre liv, men den seneste tid har jeg decideret popcorn af tanker i mit hoved. De hopper rundt i mellem hinanden som i en gryde uden låg, og jeg har sværere ved at fastholde koncentration. Jeg oplever, at jeg zapper mere i mine samtaler, fortæller de samme historier til de samme mennesker (og det kan jeg ikke holde ud når andre gør på mig, det er spild af tid og uinteressant!). Næste øjeblik er jeg ekstremt nærværende, fokuseret og all in.

Jeg er mere omskiftelig i mit humør. Jeg er mere indifferent med ting, jeg plejede at gå meget op i. Og jeg brænder stærkt for noget om aftenen for at forkaste ideen, behovet eller konceptet næste morgen. Eksempel fra søndag aften: Jeg er grebet af feberen fra Ironman i København og tænker at jeg tilmelder mig sgu en igen til næste år, måske i Barcelona efter jeg er fyldt 50, så er jeg rykket en aldersklasse op og så kvalificerer jeg mig til Hawaii og så begynder den ægte træning igen, det bliver pissefedt! Mandag morgen: æv hvor er det træls ferien er slut, så kan jeg ikke få et glas vin i aften, måske jeg skulle tilmelde mig den Masteruddannelse?…

Jeg føler min hjerne er pakket ind i vat eller en tyk tåge. Som om mine indtryk fra mine sanser er mere fjerne. Jeg kan drive ud af en tangent i mine tanker, efterfulgt af helt lavpraktiske tanker om gåtur med hunden eller madlavning.

Jeg bliver det ene øjeblik mere irriteret og det næste øjeblik mere ligeglad. Skiftene kommer nogle gange så hurtigt, at jeg ikke selv kan følge med. Mine relationer, min etik og min moral får en seriøs eftergranskning. Jeg ser mennesker, jeg holder af i et nyt lys, med nye øjne. Jeg opdager, jeg har andre holdninger, end jeg havde tidligere. Der er så mange små skift i løbet af en dag.

Jeg kaster mig ud i nye ting: jeg elsker alt ved at være frivillig på Roskilde Festival som Safetyvært, sige ja til ting, jeg aldrig har prøvet før, få tatoveringer og flere huller i ørerne, klipper håret kort, krøller det …og flyver højt på at gøre noget spontant, flytte rundt på møbler og værelser. Kort efter ligger jeg ligeglad og dropper endnu et tilmeldt løb selvom alt ligger klar, og lytter til selvhjælps-lydbøger, jeg ellers aldrig ville have overvejet: “Mit hemmelige liv” om overgangsalderen og “Mit selvhelbredende sind” om at forstå 3 grundprincipper i sindet; tanker, følelser og livskraft. Alt sammen til stor inspiration 🙂

Fysisk oplever jeg også forandringer. Min søvn har altid været udfordret, men nu har jeg det også varmt om natten udover at jeg spiser magnesium eller melatonin, ligger med silke-sovemaske, formstøbte ørepropper og tyngdedyne, som lynhurtigt bliver alt for varm. Det er en kønt syn! Jeg har fået en østrogen-gele, som jeg smører mig med og så skulle det gerne blive bedre med de der hede nætter.

Jeg er pludselig sensitiv på lyde, lys og hud: Jeg hører mekaniske lyde enormt højt, lyde jeg aldrig har lagt mærke til før. Fyret, der starter i kælderen kl 05, en ventilator på arbejdet. Jeg synes, at lys flimrer ubehageligt, når jeg kører i bil imellem træer i solskin, og når jeg løber over en bro med hegnslameller. Jeg får kvalme, når nogen scroller for hurtigt på en skærm i et online møde eller på en storskærm. Jeg er allergisk overfor træk fra aircon, et åbent vindue eller fra blæseren i bilen. Forleden tog jeg min trøje af og på 20 gange i udendørssofaen, fordi vinden nærmest gjorde ondt på min hud, på sådan en overdreven kilden måde.

Mine knæ knirker og knager, både når jeg løber, går og når jeg skal op fra sofaen. Det holder mig dog ikke tilbage fra at løbe, men det går langsommere end tidligere. Og jeg er pt ikke særligt motiveret for at løbe fordi jeg har en hævelse på højre knæ.

Jeg har mange tanker om, hvorvidt og hvordan andre kan mærke det på mig. Det ene øjeblik “owner jeg det”, det næste øjeblik synes jeg det er flovt og skamfuldt.

Så kære hormoner, tak for at styre og regulere min krop. Tak for at være der i modgang og i medgang, give mig opture og nedture, highs and lows og nu også natlige hedeture. Tak for bare at være der, altid, styre mit humør, min energi og serøst have min ryg. Tak!

Intet i livet er heldigvis statisk og jeg hylder (for det meste) forandringerne på alle fronter. Jeg får endda energi af dem -også på jobbet.

Jeg elsker at være sammen med de vigtigste i mit liv – fx når Mark og jeg kører til Göteborg og hører koncert i søndags og dem her på Herslev Bryghus i torsdags til August Høyen koncert.

Hvis livet er en triatlon, hvad er målstregen så? Lige på den kant er sammenligningen ikke god, for jeg elsker målstregen…!