Da jeg begyndte at skrive denne online dagbog tilbage i juli 2015, lovede jeg mig selv, at jeg ville skrive både om sejrens sødme, de lange seje træningstræk og om de udfordringer og genvordigheder, der måtte opstå. Jeg elsker at skrive om de dejlige sportsoplevelser, jeg har fået med skønne mennesker – så dette indlæg bliver lidt anderledes. Jeg skriver det ikke som brok eller for at få medfølelse, men for at få perspektiverne med fra det der også er en del af mit liv og som fylder – så grin gerne lidt med mig, det hele går meget lettere med lidt selvironi og når man ikke tager det hele alt for alvorligt og selvhøjtideligt… 😀

Jeg er fyldt 48 år for en måned siden. Jeg har været sammen med min dejlige mand i 26 år og fik for nylig 26 langstilkede roser på vores kærestedag. Vi har boet i murermestervillaen på vestegnen i 20 år. Jeg mærker det liv, jeg lever – og har levet – med fuld volumen 🙂 Jeg er stadig fuld af energi og ved hvad jeg står for. Jeg synger højt og falsk med på hits og klassikere i radioen, kravler i Go High træer med niecer og døtre, har utallige indforståede jokes og minder med skønne skøre veninder, og er priviligeret med et skønt sommerhus med gode venner…. og Balder, som bare giver så mange gode stunder. Jeg kunne blive ved…! Jeg er rig på så mange måder og er det sted i livet, jeg gerne vil være.

Jeg er vant til at kunne se (også meget klart, fx hvilken vej jeg skal vælge), læse (også mellem linjerne), se mit strikketøj, min telefon osv, meeen, mit syn er blevet udfordret med alderen… Jeg har brugt “alderbetingede skærmbriller” i 4 år, og selvfølgelig bliver mit syn kun dårligere og dårligere fra nu af. Forleden var jeg til optiker og nu skal jeg have rigtige voksenbriller – med glidende overgang og hele molevitten. Gad vide hvor længe jeg skal være svimmel i en tilvænningsperiode? Heldigvis kan jeg stadig godt undvære dem i regnvejr når jeg skal løbe, stå på ski, svømme, cykle osv.

Jeg nærmer mig overgangsalderen, og har fået taget en blodprøve, der konkluderer at jeg ikke er der endnu. Jeg nyder vores dejlige familie, voksne døtre der er så godt på vej ud i deres egne liv, mit spændende nye job og har i 2024 skruet ned for ambitionerne på sportsfronten. Meeeen…. jeg mærker dog de små forandringer, der er på vej. Humør der pludselig skifter, at jeg tager på for første gang i 16-18 år!!, små ændringer i min tilgang til de relationer jeg har, de værdier og prioriteter, jeg plejer at have osv. På nogle måder opdager jeg nye sider af mig selv og skal lige vænne mig til det. Jeg har fået to tatoveringer på en måned så min impulsivitet er tiltagende… Hvad skal det ikke ende med 😀

Jeg har aldrig været god til at sove, i perioder med meget træning er det gået lidt bedre (sikkert af udmattelse?) og på det sidste med hjælp fra magnesium for at holde benspjættene nede og give lidt ro til kadaveret. Meeen – på det seneste er det blevet mildest talt meget svært at få en bare nogenlunde nattesøvn: jeg ligger med specialdesignede ørepropper for at holde lyde ude, håndsyet natmaske i silke med lavendelfrø syet ind i for at berolige, tyngdedyne på 9 kg og napper da også gerne en 3-6 mg Melatonin for at falde i søvn. Alligevel vågner jeg adskillige gange i løbet af natten. Ikke længere med tankemylder, som jeg ellers også kan have tendens til når jeg er presset, men bare vågen. Jeg skal ikke op og drikke vand eller på toilet- jeg ligger bare og roterer som en anden grillkylling. Jeg er mere vant til at vågne i søvnunderskud og de få nætter hvor jeg rent faktisk sover igennem og får 8 timer, vågner jeg op og er helt rundtosset over hvordan det føles… (Og ja når det er fuldmåne er uroen i kroppen fuldstændig vild – er der andre der kender det?)

Og så er der mit fordøjelsessystem… Jeg har Colitis Ulcerosa og har haft det siden 2016. Jeg har haft to udbrud og tager min Asacol regelmæssigt. Sidst jeg havde et udbrud var i 2019 samtidig med at jeg gennemførte Big Four og havde min bedste triatlonsæson nogensinde og var i mit livs form. Meeen nu rør sygdommen på sig igen… Jeg er nu gået all in på at gøre de ting, der plejer at dæmpe symptomerne: undgå en række fødevarer og helt holde mig fra alkohol – og skrue op for medicin efter aftale med min læge. Jeg håber virkelig jeg kan tage det i optrækket!

Så lige nu – i efterårsferien 2024 – går jeg rundt (ja og løber) og tænker lidt over det hele og gør status. Lægger et puslespil og drikker en kop the, nyder en smuttur til Sverige med min ældste, er taknemmelig for alt det gode jeg har oplevet og opnået. Alt det, der er blevet til guld i mine hænder. Og det vil jeg minde mig selv om igen og igen, hvis/når det hele strammer yderligere til og “livstunellen” bliver trang og ufremkommelig.