Jeg gør det ikke igen! I går var den strammeste, sværeste og hårdeste 100 km løbetur til dato af de 6 gange jeg har ramt de magiske 3 cifre. Føj! …. Eller rettere det var vist primært de sidste 16 km, der var ægte fæle og nok også fra 21-42, hvor det føltes som et vanvidsprojekt.

Det var Jeanne og Mandys første 100 km løb og vist nok Jeanne, der ikke syntes, at der var et 100 km løb der lå godt nok kalendermæssigt placeret og derfor måtte vi jo arrangere et selv: 100 km i Vestskoven – med mulighed for at løbe marathon og halvmarathon også på en 5.3 km rundstrækning med depot ved Albertslund Lilleskole. Vi regnede med, at vi kunne samle en 10-12 stykker. Vi endte med at have udsolgt med 50 tilmeldte fordelt på distancerne.

Stig og Jeanne har primært været arrangører og kaldt mig det samme om end slet ikke af andet end navn. Jeanne har været administrator ift tilmeldinger og betalinger og Stig total praktisk ift Naturstyrelsen, depot, medalje og rute-opmåling og opsætning osv. Løbet kostede 75,- og overskuddet går til Fundracers indsamlinger til Børnecancerfonden.

Dagen startede tidligt med at Mandy hentede med 5.45 og vi mødtes i skoven og satte telt og depot op. 6.45 var der racebrief og kl. 7 startede vi.

Jeg nød den crispy kølige morgenluft og vejrudsigten var tæt på optimal med overskyet, 15 grader og en frisk brise – dejlig skygge i skoven på det meste af ruten.

Solsorten, gøgen, musvitterne var med i morgenkoret – mens Nattergalen måtte melde afbud pga hæs stemme 🙂

Ruten blev officielt opmålt af landstræneren for ultraløberlandsholdet Søren, som var med en del af dagen og også selv løb med på nogle runder. 100 km løberne skulle rundt 19 gange. Ruten var primært på skovestier, men ofte med smalle kørespor og med skråninger. Et par passager af 3-400 m var mere trail med rødder og tæt og højt græs/brændenælder og mere tekniske – særligt på de sidste omgange var farten lav her.

Jeg havde min første 2 timer lange “krise” fra halv til helmarathon. Syntes det virkede totalt uoverskueligt og måtte arbejde med mit hoved. Jeg havde tænkt at halvmarathon var “opvarmningen” og først herefter måtte jeg høre radio. Jeg tændte for Monopolet og så gik de næste 3 timer lidt lettere.

Jeg havde et flot styrt på 9. omgang over en rodstump og al luft blev mast ud af mig. Hul på knæ og håndled.

Jeg så rumpen af et dådyr en enkelt gang men havde ellers fornøjelsen af mus, altså denne gang ægte levende mus og ikke tegneseriemus, som da jeg hallucinerede på Kronborg Backyard sidste forår 🙂

3 gange så jeg den samme lille søde museunge på det samme sted og 2 andre gange pilede et par mus hen over stierne. En enkelt frø. Jeg frygtede flåterne når jeg måtte i hækken og tisse, dem skal man ikke underkende!

I løbet af dagen var der mange fra ALOT, der slog vejen forbi enten selv i løbesko, med hunden, børnebørn eller som et stop på cykelturen. Det er altid SÅÅÅ dejligt med velkendte ansigter og det var en supergod ide at gå ruten imod løberetningen, så fik vi hilst på hinanden flere gange.

Jeanne løb godt til at hende havde jeg ikke set andet til end når vi vinkede på en passage hvor ruten næsten krydsede. Mandy var også foran. Jeg forventede nok henover 6-7 omgange at Jeanne ville overhale mig, men det skete først på min næstsidste og hendes sidste, så jeg kom i depot samtidig med at Jeanne var færdig. Stig som løb 151 km ved “24 timer ved havet” for bare en uge siden, nappede hen over dage 8 runder som gav ham et samlet marathon og var ellers depot og omgangsbestyrer.

Da jeg ramte min 17.omgang begyndte det at stramme noget til. Jeg bliver grådlabil, har ikke løst til at spise og drikke i depot (men tvinger det i mig) bliver forstyrret af både musik, lydbog, radio, ja selv fuglesang og lyden af min t-shirt der knitrer. Og selvom det virker overskueligt med 2-3 omgange tilbage, blev farten bare ved med at falde. Jeg løb hele vejen – jeg gik ikke andet end på vej ud af depot. Jeg kunne ikke overskue at det skulle trække yderligere ud, selvom jeg var begyndt at “sejle” – altså ikke helt kunne holde balancen når jeg stod i depot osv.

Jeg havde aftalt med Carla, at hun skulle hente mig når jeg ringede. Jeg var nok noget uforståelig og grådkvalt da vi talte sammen og aftalte 18.30. Det begyndte at regne på sidste omgang og jeg blev hurtigt meget våd, jeg priste mig lykkelig over at det ikke havde været så vådt de sidste 3 omgange – eller mere af dagen.

Jeg kommer igennem i 11.31.31 – et flot tal når man nu er glad og 13-taller og 1- og 3-taller. Samtidig er det mere end 1 time langsommere end ved Ringkøbing Fjord 100 km i august. Denne rute var teknisk en del sværere OG jeg har ikke trænet helt så struktureret som til de andre 3-cifrede løbeture.

I teltet sad de andre – Jeanne var kommet flot ind i 10.51 og Mandy i 11.18 – der var sgu langt ned til en tillykke-krammer! Jeg snøftede noget i Carlas knus og skulle lige have hjælp til balancen.

Det hele blev lidt bedre med en tør bluse og en mål-øl 🙂

Det var fuldstændig uden for mine evner at skulle blive siddende i teltet og vente på de sidste løbere, der havde mere end 1 time tilbage før vi kunne rydde op. De andre var jo ligeså smadrede som mig, men gjorde det alligevel – jeg tilbød at komme tilbage kl. 20 og tage telt ned osv, men der blev lagt en plan hvor jeg kunne slippe. Det var jeg evigt taknemmelig for da jeg havde været i bad og spist og knapt kunne rejse mig fra sofaen.

Jeg må sande at jeg har mine begrænsninger – jeg kan ikke være noget for nogle andre når jeg kommer i mål, tværtimod var Carla GULD resten af aftenen. Michelle havde været trofast støtte hele dagen ikke kun for Jeanne men også for mig – helt bogstaveligt da jeg kom sejlende i mål, som det ses :-S

Carla konstaterede tørt i aftes at “nu må du sgu snart slippe lidt af”, hvortil jeg svarede” ja ja jeg har ikke nogen planer i morgen” … “sku da ik’ kun i morgen” var svaret på det 😀