Nyt job og endnu en CPH Marathon

En skør, skør, skør uge slutter af med et dejligt marathon i festklædte og fyldte gader med den bedste stemning. Begivenhedsrige dage! For en uge siden den lækreste niecekonfirmand, for 5 dage siden skulle jeg breake til mine fantastiske medarbejdere og kolleger, at jeg har fået et nyt job, og det er ikke ligefrem noget, jeg har gjort før, så det var virkelig en følelsesladet omgang. Vi har haft enormt mange oplevelser sammen som hold. Det er kun 2. gang jeg skifter job i min godt 20 år lange karriere, så jeg er en ret loyal type og de sidste 14½ år har været meget betydningsfulde for mig, og der er virkelig meget jeg kommer til at savne.

Samtidig er jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg trænger til nye udfordringer: jeg er et utrolig godt sted med min dejlige familie med store døtre og Mark, jeg har opnået rigtig meget med min sport og haft ambitioner i mange år, som jeg er lykkedes med. Jeg har prøvet det meste i min nuværende stilling – og jeg vil gerne prøve det næste ledelseslag, hvor jeg bliver chef for ledere. Jeg vil stadig gerne arbejde med videregående uddannelse, som giver enormt meget mening for mig og hvor jeg har meget at bidrage med.

Derfor var det enormt oplagt at søge stillingen som Studiechef på Zealand, da den endelig var der. De sidste måneder er gået med at ansøge, gå til samtaler og test og så kom den ventede og spændende opringning hvor jeg heldigvis jeg fik tilbudt stillingen. Alt dette er foregået henover en påskeferie og en tur til Mallorca (og jeg er ikke god til hemmelighedskræmmeri…)

Nu er der kun 12 arbejdsdage tilbage på KP, mange af dem med fuldt program…

Så da weekenden ramte i fredags, var jeg mør… rigtig mør. Lørdagen var heldigvis rolig – hele familien var på arbejde til Musikskoledage i Tivoli, så jeg gik ture med hunden og fik tanket godt op på mad og hvile.

Trioen mødtes i morges her hos mig 7.45 og kl. 8.30 stod vi klar til fællesfoto med Fundracers. Vi var 120 indsamlere i år – næsten 3 gange så mange som sidste år. Som jeg skriver her og nu, kender jeg ikke det samlede beløb, vi har indsamlet i år, men jeg håber på 750.000,-. Så selvom mine knap 7000,- kr kan lyde af “lidt” i den sammenhæng, er det en vigtig brik i det store billede. Tak til alle som har bidraget!

Ude på ruten så og hørte jeg alverdens gode folk. Martin og Pernille fra PHM/KP var gennemgående 4-5 gange og det var konge, Randi den trofaste 2600 hepper, som altid når at filme, ALOT zonen var genial på alle omgange (godt I havde banneret med – og Tanja – godt du råbte, jeg var lige i min egen zone der), Jimmi fra Mallorca, Øjvind stod klar med kameraet på Fasanvej, Daniella i fuld firspring, Karina er som altid til at regne med i væskedepot i 2200 Kbh N, og overraskende Camilla – lige før Trianglen lige før mål. TAK! (og undskyld til jer som jeg hørte råbe mit navn, men som jeg ikke nåede at reagere på eller se hvem var)

Jeg havde et fint og velkendt løb, fik som vanligt lagt for hårdt ud og blev grebet af stemningen de første 12 km, men pyt med det. Måtte i hækken to gange – bag en bil ved søerne og i busk ved en skole ved Strandboulevarden. Er så misundelig på mænd sådan en raceday!

Ruten er ændret en del siden jeg deltog for første gang i 2006 og alle de store københavnergader er med nu: alle “Brogaderne” og Istedgade, Frb Allé, Gl. Kongevej ved søerne osv. I år var der ikke meget af Indre By med, men stemningen er genial på “Broerne”. Særligt for mig er Dronning Louises bro og Nørrebro, og også Frb. Allé. De steder jeg har boet i byen før Vestegnen trak 🙂

Jeanne havde haft en lang krise med knæsmerter, så hende hentede jeg ved 39 km – forsøgte at få hende med derfra, men hun havde brug for sit eget løb. Mandy nailede den i 3.36.

Total lækkert at stemningen langsomt bare bygger op og op de sidste 3 km frem til mål. Der var ikke mange meter på ruten uden tilskuere, og det var virkelig meget festligt. Vejrudsigten havde budt på regn, men den kom først lige efter målgang – tilgengæld var det vådt at få skiftet tøj og det blev hurtigt koldt at stå. Mandy tankede kaffe til Jeanne og mig, jeg hentede et par boller med smør så vi gik hurtigt mod bilen.

Jeg kom ind i 3.56.47 – meget tilfreds. Jeg har ikke fået løbet meget i april siden vores sidste marathon med trioen bla. pga Mallorca med fokus på cyklen og jobsamtalerne på Zealand, konfirmation hos min skønne niece osv.

Efter løbet skiftede vi tøj på Tagensvej og skålede i en øl, før turen gik hjemad. Det var marathon nr 44, og nr 11 København, bum!

Skriv en kommentar