Lørdag aften var festlig – min fjerde nytårsfest med ALOT. Jeg husker ret tydeligt min allerførste fest for 3 år siden, hvor jeg nærmest ikke kendte et øje og kun havde været til svømning et par håndfulde gange. Det var en god “investering” at tage til fest og lære lidt flere klubkammerater at kende. Der er rigtig mange medlemmer som har været med i mange år, og der kommer gode nye til. Jeg kender næsten alle navne, og vi har haft så mange gode race- og heppeoplevelser, indforståede snakke og fede, hårde, sjove træninger sammen.

Før festen var der generalforsamling og ekstraordinært valg til bestyrelsen. Før jeg så mig om, havde jeg fået meldt mig som Bestyrelsessuppleant. Det er en sund klub med en fornuftig økonomi og mange gode kræfter, der løfter i flok. Beretningerne fra formanden og udvalgene fra året, der er gået indeholdt mit navn flere gange: klubmester, IRONMAN og vinder af Stevns. Blev helt småstolt…

Fremragende mad kreeret af Esben, Carolines mand og god snak og hygge med Rikke, Caroline og Katrine.

Jeg fik drukket lidt vel meget af den gode Valpolicella og danset mine fødder ihjel mest med Katrine. Vi var en lille flok, der efter oprydningen ikke kunne nøle os sammen til at tage hjem, så den var mere end 3, før jeg slingrede hjem.

Alot of party med de allerbedste. Årets fest med klubben er et sikkert hit.

Alle foto af Gitte Vognsen

Søndag stod den på fødselsdag hos min svoger på Frb – lidt ondt i håret… Liva ville gerne heppe på sit baskethold, så vi satte hende af et par gader derfra og hun fandt selv over til os bagefter. Hun kan stadig ikke spille med. Hun bliver svimmel og hendes holdkammerater er bange for at ramme hende. Hun har kun været i skole en enkelt gang i år – et par timer i fredags, og vi kæmper med at få fat i de professionelle, som kan hjælpe os videre med hjernerystelsen. Det er snart 3 mdr. siden påkørslen og hun sover stadig meget og længe. Vi bliver kastet rundt imellem læge, hospitalet, kommunen, fysioterapeut og psykolog. Skal rykke flere gange for henvisninger til de rette steder og tiden går bare imens… Det er så frustrerende ikke at vide, hvordan vi hjælper hende bedst.

Carla er i ugen, der er gået blevet rykket fra sit U14 talent pigehold i Brøndby til U13-1. Det var lidt med blandede følelser. Efteråret har været svært for hende på U14. Hun er jo bare lige blevet 12 og er en lille hurtig spirrevip i forhold til mange af de større og ældre piger. Ofte har hun følt at de andre var bedre end hende og holdet er fordoblet i antal så konkurrencen har været hård om pladserne – både til træning og kamp. Omvendt har hun ikke haft lyst til at forlade holdet pga. det sociale. Men nu er 5 piger fra det oprindelige hold blevet rykket samtidig og det er meget godt at følges med nogle man kender 🙂